Erhverv

Aarhus Vand får ny viden om deres spildevand efter stort innovationsprojekt

Foto: Niras A/S

Et 3-årigt innovationsprojekt støttet af MUDP giver nye indsigter i, hvilke typer af vand, der løber i kloakledningerne. Ved hjælp af sensorer, ’datacrunching’ og machine learning har projektet kortlagt såkaldt ’uvedkommende vand’ i en del af Aarhus.

Under de danske byer løber der kilometervis af spildevandsledninger, som leder beskidt vand til renseanlægget. Men spildevandsledningerne lever ikke en uforstyrret tilværelse under jordoverfladen. Store regnskyl og stigende grundvand sætter mange steder ledningerne under pres – et pres der kan blive så stort, at der trænger ’uvedkommende vand’ ind.

I Aarhus-bydelen Tranbjerg bor der ca. 7.300 personer fordelt i omtrent 3.000 boliger, og under bydelen løber der 40 km spildevandsledninger. Disse spildevandsledninger i Tranbjerg har været genstand for et stort innovationsprojekt, som har undersøgt vandet i ledningerne med ny teknologi i form af sensorer og målere i kombination med machine learning-modeller.

Resultatet viser, at op til 54 % af vandet i ledningerne er uvedkommende vand. Helt konkret er det beregnet, at der i Tranbjerg siver 300.000 m³ grundvand ind i kloakkerne om året. Men mest opsigtsvækkende er det, at op til 14 % af vandmængden er fejlkoblet vand.

Det nyskabende ved innovationsprojektet i Tranbjerg er, at det nu er muligt at måle, hvilke typer vand der trænger ind i kloaksystemet, og hvor det sker. Det er muligt via ’flowmålinger’, som analyserer, hvornår vandet strømmer i ledningsnettet. På den måde kan det uvedkommende vand opdeles i kilder – fx grundvand, regnvand eller fejlkoblet vand.

Læs hele pressemeddelelsen på niras.dk her

Mere om DRAINman

Innovationsprojektet DRAINman har kørt fra 2018-2021

DRAINman er en sammentrækning af ’Drainage Management’

Syv partnere har deltaget: Aarhus Vand, DHI, Grundfos, Wavin, Per Aarsleff, Aalborg Universitet og NIRAS

Projektet er støttet af midler fra MUDP – Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram – under Miljøstyrelsen

Kommentarer