Erhverv

Faste læger på plejehjem har vist sig at være en stor succes

En fast tilknyttet læge på plejehjem har vist sig at bidrage til bedre kontakt mellem beboere, personale og læger. Arkivfoto

Siden 2017 har Aarhus Kommune arbejdet med fast tilknyttede læger på plejehjem. En evaluering viser, at ordningen reducerer antallet af indlæggelser og bidrager til en tættere kontakt mellem læge, beboer og plejehjemspersonale. Det er godt nyt for både beboere, pårørende og samfundet, mener Sundhed og Omsorg og Praktiserende Lægers Organisation, Aarhus.

 

Færre kortvarige indlæggelser, færre genindlæggelser, færre akutte kontakter, færre e-mail- og telefonkonsultationer, og mange flere hjemmebesøg. Det lyder som en drøm, men for beboere på Aarhus Kommunes plejehjem er det virkelighed.

 

En ny evaluering viser, at siden Aarhus Kommune introducerede ordningen med fast tilknyttede læger på plejehjemmene i 2017, er der sket en positiv ændring i kontaktmønstrene til almen praksis og en reduktion i antallet af indlæggelser.

 

– Det er en succes for alle parter og særligt for ældre på plejehjem, som undgår unødvendige indlæggelser. For de pårørende er det trygt at vide, at der altid er en læge i nærheden. Det er samtidig enklere for medarbejderne, der har fået endnu bedre samarbejde med lægen, siger rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, Jette Skive.

 

– Det er mit indtryk at mange læger oplever, at ordningen øger tilliden og kundskaben, når vi har et bedre kendskab til og kommunikation med personalet. Det øger kvaliteten og kontinuiteten for patienterne, og der er færre akutte sygebesøg. Samtidig er det logisk, når der er flere patienter på samme plejehjem, så sparer vi transport ved ikke at køre rundt til flere patienter på flere plejehjem, siger læge Jakob Ravn.

 

– Vi er meget glade for ordningen med vores huslæge, Jacob Laurberg. Det giver os et rigtigt godt personligt kendskab til vores læge, hans behandlingsstrategier, etik og person. Han kender vores beboere rigtig godt og kommer gerne forbi en ekstra gang ved behov for et besøg eller en opfølgning. Han tager personlig kontakt til familie og venner – og tager, som en selvfølge, den svære samtale og behandlingsplan sammen med os, siger Birgitte Thorup, forstander på plejehjemmet Hørgården i Aarhus.

 

Evalueringen ”Fast læge på plejehjem: Hvordan får vi mest ud af ordningen?” er udarbejdet af Forskningsenheden for Almen Praksis. Ordningen begyndte i 2017 som et satspuljeprojekt. Formålet var at sikre, at fast tilknyttede læger havde mere regelmæssig kontakt med både plejehjemsbeboere og med pleje- og sundhedspersonale. Ønsket var at skabe en større faglig indsigt, bedre medicinhåndtering, større kontinuitet i pleje- og behandlingsforløb samt en reduktion i antallet af forebyggelige indlæggelser.

Kommentarer