119 ulovlige mink fundet hos minkavler på Djursland
Mandag eftermiddag fik en minkavler på Djursland sig en overraskelse, da han fik uanmeldt besøg af Fødevarestyrelsen og Østjyllands Politi, som havde fået en anmeldelse om ulovligt minkhold på stedet.
På adressen, som ligger i den nordøstlige ende af kommunen, fandt Fødevarestyrelsens dyrlæge og politiet et minkhold på 119 dyr.
– Det er tredje gang vi finder et ulovligt minkhold. Når vi ser, at en tidligere avler holder 119 mink i almindelige minkbure, så vurderer vi, at det drejer sig om et erhvervsmæssigt opdræt. Det er ulovligt, og derfor vil vi overdrage sagen til politiet for nærmere efterforskning, lyder det fra Majbritt Birkmose, chef for Fødevarestyrelsens Veterinærrejsehold.
Minkavleren fik ved besøget et omgående påbud om at aflive alle mink. Fødevarestyrelsen oplyser, at dyrene vil blive aflivet mandag aften, hvorefter de vil blive kørt til destruktion.
Ved det uanmeldte besøg blev der taget prøver af minkene for at klarlægge, om de kan være smittet med coronavirus, eller om de dyrene har antistoffer fra eventuel tidligere smitte.
Kommentarer