Samfund

172 bjergtagende boliger i Nordbjerg Aarhus skal nu udlejes

Foto: EDC Poul Erik Bech

172 eksklusive lejeboliger tæt på byen og med udsigt over Aarhus Bugt fra de øverste lejligheder er nu klar til udlejning. Boligprojektet hedder Nordbjerg Aarhus og består af 1-4 værelser på 52-148 m². Eriksen Arkitekter er udvikler og totalrådgiver og har tegnet Nordbjerg Aarhus med inspiration fra en bjergkæde. De har solgt projektet videre til Generator Holding og Rydahl Finans og EDC Projekt Poul Erik Bech er nu valgt til at stå for udlejningen af de bjergtagende boliger.

Nordbjerg Aarhus er et nyt lejlighedskompleks med 13.400 m² boliger med et interessant og anderledes udtryk, som med sin placering på Christiansbjerg i Aarhus Nord passer smukt ind i området. Projektet har været undervejs i en årrække og nu er de første lejligheder til udlejninger klar. Morten Tousgaard, udviklingschef i Generator Holding, siger: 

“Det er en utrolig god beliggenhed. De 172 boliger ligger fantastisk godt – tæt på Aarhus Universitet, Skejby Sygehus, kun 50 meter fra letbanen og 2 km fra centrum. Samtidigt er arkitekturen virkelig spændende med inspiration fra en bjergkæde, og de grønne fællesarealer bliver af en meget høj kvalitet. Første etape med 53 boliger er nu bygget færdigt og står klar til udlejning og indflytning. Anden etape på 81 boliger er ved at blive bygget færdige og er successivt indflytningsklare i perioden 1. juli til 15. august. Alle 172 boliger står færdige i midten af september 2022, så byggeriet er nået langt, og vi glæder os til at byde de mange nye beboere velkomne.” 

Han fortsætter: “Vi har netop valgt EDC Projekt Poul Erik Bech Aarhus til at finde lejere til vores største projekt til dato, da de har stor erfaring med at udleje større projekter. Vi kender samtidigt Camilla Skovgaard Jonassen fra EDC Projekt og hendes team fra to andre af vores projekter i Aarhus. Disse udlejninger på henholdsvis 30 og 41 boliger er gået rigtig godt, og her står EDC stadig for genudlejningerne, så vi forventer, at Nordbjerg meget snart er fuldt udlejet.” 

Lejeboliger til ung som gammel

Nordbjerg ligger på Christiansbjerg i den nordlige del af Aarhus mellem Randersvej, Stockholmsgade, Kalmargade og Malmøgade. Bygningerne er i 2-6 etager og danner rammen om et nyt attraktivt område. Camilla Skovgaard Jonassen, EDC Projekt Poul Erik Bech siger: 

“Vi er superglade for at have fået udlejningsopgaven med hele 172 lejeboliger i Nordbjerg Aarhus, der er et smukt og spændende projekt, som rigtig mange i Aarhus og omegn kender. De velindrettede lejligheder er designet i 32 forskellige typer på 52-148 m², så de passer til både studerende, børnefamilier og seniorer, der ønsker at bo i et hyggeligt kvarter tæt på midtbyen og i forskellige boliger med et stort grønt fællesareal.” 

“Det er en spændende arkitektur, hvor bygningshøjderne skifter og skyder sig ud og ind, og dermed skabes et interessant og dynamisk forløb med en inspiration fra en bjergkæde. Bebyggelsen kommer også til at omfatte rækkehuse i to plan med egne haver og med adgang til det samlende gårdanlæg i midten, så der er boliger til enhver smag og til alle aldre,” siger Camilla Skovgaard Jonassen, EDC Projekt. 

Nordbjerg har gode fællesområder og -aktiviteter med legeplads, petanquebane, grillområde og borde og bænke, en multisportsbane, p-kælder med 117 parkeringspladser, der kan lejes og cykelparkering og mange grønne områder. Desuden er der lade-standere til el-bil og el-cykel i p-kælderen. 

Første åbent hus er den 19. juni 2022. Læs mere om Nordbjerg Aarhus på www.nordbjerg-aarhus.dk

Kommentarer