112

18-årig kørte galt i høj fart – anholdt af hundepatrulje

En 18-årig mandlig bilist nægtede at standse, da en patrulje natten til mandag kl. 00.50 dirigerede ham ind til siden i et rutinetjek på Ravnsbjergvej i Viby. 

Den 18-årige trådte i stedet på speederen, og patruljen eftersatte med udrykningen tændt. Undervejs øgede den 18-årige farten, mens han kørte ad Ravnsbjergvej og Ringvej Syd, og ifølge patruljens vurdering var han på et tidspunkt oppe at køre omkring 200 km/t. 

Fem gange kørte den 18-årige direkte over for rødt uden at bremse eller sætte farten ned, inden han omkring krydset Ringvej Syd/Christian X’s Vej mistede kontrollen over bilen og kørte ind i et skilt og et buskads. 

Bilen fik store materielle skader, men den 18-årige kom umiddelbart ikke noget til, og han nåede at løbe fra stedet, inden patruljen kom frem. 

En hundepatrulje blev tilkaldt, og en politihund fik efter lidt tid færten af den flygtende bilist. Hunden snusede sig først frem til den 18-årige jakke, som var smidt bag et buskads nogle hundrede meter fra den forulykkede bil. Den søgte videre og lidt derfra, fandt den frem til den unge mand, som lå og gemte sig i en grøft. 

Her blev han anholdt af hundeføreren, hvorefter han blev kørt til politistationen. 

Det viste sig, at den 18-årige ikke har noget kørekort, og han er foreløbigt sigtet for kørsel uden førerret, for ikke at efterkomme politiets anvisninger, for fem gange kørsel over for rødt, for at køre for stærkt og for at stikke af fra et færdselsuheld. 

Østjyllands Politi behandler sagen som vanvidskørsel og er ved at finde ud af ejerforholdet på bilen, som dog sandsynligvis er totalskadet. 

Kommentarer