Lystrup

18-årig spyttede betjent i hovedet

Foto: Rigspolitiet/ Kim Matthäi Leland

En 18-årig mand blev mandag eftermiddag kl. 16.55 anholdt og sigtet for vold mod tjenestemand, da han spyttede en politibetjent i hovedet.

Episoden fandt sted på Trige Centervej i Aarhus, hvor patruljen var til stede i forbindelse med en anden politimæssig opgave. Her havde den 18-årige mand sat sig ind på bagsædet af en fremmed persons bil, ligesom han også satte sig ind på bagsædet af patruljebilen ved dennes ankomst, hvorfra han spyttede en betjent i hovedet, da han blev bedt om at stige ud.

Senere på dagen – ved midnatstid – blev politiet tilkaldt til Hotel Atlantic i Aarhus, hvor en uønsket person ikke ville forlade stedet. Ved patruljens ankomst viste det sig, at der var tale om den samme 18-årige mand, som tidligere på dagen havde spyttet en betjent i hovedet.

Igen kl. 03.35 modtog politiet en anmeldelse, at en fremmed person havde sat sig ind på bagsædet af en tilfældig borgers bil. Denne gang var der tale om en episode på Circle K på Silkeborgvej, hvor Østjyllands Politi igen fik kontakt med den samme 18-årige mand, der efterfølgende blev kørt hjem til sin bopæl.

 

Kommentarer