112

27-årig fremstillet for retten

Østjyllands Politi fremstiller torsdag kl. 09.30 i Retten i Aarhus en 27-årig mand, der sigtes for indbrud i en lejlighed på Nørregade i Odder natten til onsdag/tidligt onsdag morgen, hvorfra der blev stjålet en række genstande – heriblandt en nøgle til en bil, der holdt parkeret på stedet, og som tyven efterfølgende var stukket af i.

Senere onsdag formiddag fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at den stjålne bil var set i Malling, og der blev straks sendt en patrulje til stedet. Den 27-årige mand sad bag rattet, men i bilen var der også to andre mænd, der dog tilsyneladende hverken havde noget med indbruddet eller den brugsstjålne bil at gøre.

Den 27-årige mand blev anholdt og sigtet for indbrud, for brugstyveri af bil, for narkokørsel, da han virkede påvirket af narkotika, og for kørsel uden førerret. Ved en efterfølgende ransagning på den 27-åriges bopæl fandt politiet alle de koster, der var blevet stjålet fra lejligheden på Nørregade i Odder, og de blev leveret tilbage til rette ejer.

Kommentarer