112

33-årig sigtet for indbrud

Østjyllands Politi fik natten til onsdag kl. 3.41 en anmeldelse fra en beboer på Absalonsgade i Aarhus C, som var vågnet ved, at nogen havde kastet en vase mod hans terrassedør. 

Beboeren havde kigget ud af vinduet, hvor manden, der havde kastet vasen, råbte, at han gerne ville ind. Det afviste beboeren dog og kontaktede i stedet politiet, der sendte en patrulje til området. 

Kort efter kom en ny anmeldelse – denne gang fra en beboer i en lejlighed på Fåborggade i Aarhus C. Her havde en mand knust en rude i opgangsdøren, gået ind i gangen og sparket en bagdør op og var gået ind i en lejlighed. Da han blev opdaget af beboeren, gik han fra stedet igen. 

En patrulje anholdt lidt efter en 33-årig mand, der svarede til signalementet, og som gik rundt på gaden i området. Han er foreløbigt sigtet for indbrud og for forsøg på indbrud. 

Kommentarer