Aarhus By

56-årig mand dræbt i færdselsulykke i Aarhus

Foto: Rigspolitiet

En 56-årig mand fra Aarhus blev tirsdag aften dræbt, da han blev ramt af en bus ved Klostertorv i Aarhus. 

Østjyllands Politi fik anmeldelsen om ulykken kl. 19.42, og da betjentene kom frem, fandt de den 56-årige død på stedet. Ifølge flere vidner var den 56-årige til fods, da han blev ramt af bussen. 

Buschaufføren opdagede ikke, at han havde påkørt nogen, men en patrulje fik standset bussen nogle få kilometer fra Klostertorvet, hvorefter den 60-årige mandlige chauffør blev afhørt til sagen. 

Vejen blev afspærret i noget tid, mens der blev arbejdet på stedet. En bilinspektør foretog nogle tekniske undersøgelser og skal nu forsøge at afklare de nærmere omstændigheder. 

Den 56-åriges pårørende er underrettet. 

Det kan have været en voldsom oplevelse for de personer på stedet, der så ulykken, og Østjyllands Politi opfordrer til, at man kontakter Offerrådgivningen, hvis man overværede episoden.

 

Kommentarer