Samfund

A.P. Møller fonden donerer stort beløb til museum for bladtegninger i Den Gamle By

Foto: Den Gamle By

A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har netop bevilget 1.900.000 kroner til at revitalisere Museet for Dansk Bladtegning i forbindelse med, at museet flytter fra Det Kongelige Bibliotek til Den Gamle By. Overdragelsen sker i fuld forståelse med Det Kgl. Biblioteks direktør Svend Larsen.

Med donationen bliver det nu muligt for Den Gamle By at løse en hel række presserende opgaver i forbindelse med overtagelsen af den enestående samling. 

Overdragelsen fra Det Kgl. Bibliotek til Den Gamle By er sket på initiativ af museets stifter, bladtegneren Claus Seidel, der for to år siden gjorde Den Gamle By opmærksom på bladtegningernes brede appel og mulige relevans for museet. 

Claus Seidel udtrykker stor taknemmelighed over, at det museum, som han lagde grunden til for 23 år siden, nu atter kan komme til ære og værdighed, efter at Det Kongelige Bibliotek ikke længere har kunnet tage denne opgave på sig.

”Og at samlingen kommer til Den Gamle By, er jo bare helt fantastisk. Den Gamle By har normalt over en halv million gæster om året, så rigtig mange vil her få lejlighed til at se samlingen af bladtegninger”, siger Claus Seidel.

For A.P. Møller Fonden er det væsentligt, at den unikke samling nu bliver mere tilgængelig i Anton Rosens cirkulære pavillon midt i Den Gamle By, og på den måde kommer til at komplementere Dansk Plakatmuseum samling og museumsvirksomheden i Den Gamle By i bred forstand.

Glæde i Den Gamle By 

Også Den Gamle Bys direktør Thomas Bloch Ravn glæder sig over, at Museet for Dansk Bladtegning nu kan blive en del af Den Gamle By: 

”Vi er superglade for A.P. Møller Fondens opbakning og ser Museet for Dansk Bladtegning som en markant styrkelse af Den Gamle Bys attraktivitet som museum og besøgssted”. 

Claus Seidel og Thomas Bloch Ravn nævner især tre grunde til, at Den Gamle By er den oplagte placering: 

”For det første har Den Gamle By – med stor støtte fra A.P. Møller Fonden – udviklet sig, så museet nu også viser den moderne tid, hvor bladtegningerne har været, og fortsat er, et vigtigt medie i nyhedsformidling, politisk debat, kulturkommentarer med videre. Dernæst rummer Den Gamle By med Dansk Plakatmuseum en parallel samling, der med letforståelig dagligkunst på papir sender budskaber og fortællinger til et bredt publikum. Og så skal det også med, at Den Gamle By har de konserveringskompetencer og udstillingsfaciliteter, som kan sikre denne enestående samling en tryg bevaring og stærk formidling”. 

Museet for Dansk Bladtegning rummer i dag mere end 300.000 originaltegninger, som nu er i gang med at blive flyttet fra København til Aarhus. Derpå tages der fat på at indsamle og registrere de mange tegninger, der ligger hos efterkommere af bladtegnere, hvorpå der igangsættes en digitalisering af udvalgte dele af samlingen.

Som kronen på værket opbygges der ved Bladtegnermuseets nye leder Elsebeth Aasted Schanz en præsentationsudstilling, der planlægges at åbne i efteråret 2022 med højdepunkter fra dansk bladtegning igennem 150 år.

Ved finansloven for 2021 bevilgede staten 600.000 kroner årligt til drift af museet, og A.P. Møller Fondens donation gør det nu muligt at revitalisere, supplere og udstille samlingen til glæde for Den Gamle Bys store publikum.

Kommentarer