Aarhus kandidat til årets Brolæggerpris
Dommerkomitéen i Brolæggerlauget i DI Dansk Byggeri har indstillet tre kandidater til Brolæggerprisen. Et af projekterne er ny granitbelægning i forbindelse med nye pullerter på Amalienborg Slotsplads. I Esbjerg er det lange strøg med granit i smukke mønstre i Kongensgade blevet indstillet, mens Aarhus er kommet i betragtning for et nyt byrum i Filmbyen i Aarhus.
Filmbyen i Aarhus
Aarhus Kommune er både bygherre og arkitekt på det nye byrum i Filmbyen i Aarhus, der ligger i et gammelt industri- og havneområde, som i disse år er under omdannelse til en særlig bydel med plads til kunst, kultur, erhverv og social aktivitet. Materialerne i Filmbyens nye byrum er en blanding af nyt og gammelt, men med et moderne og rustikt udtryk med klare referencer til det gamle havne- og industrikvarter.
Filmbyens og Jyllands-Postens nyopførte bygninger står på hver sin flade af store kostede betonfliser, som omkranser bygningerne og sikrer god tilgængelighed. Kløvede, genbrugte brosten er valgt som et gennemgående materiale til at samle byrummet og understøtte stedets særlige karakter og stoflighed. Ved indgangene til Filmbyen og i passager mellem husene er der indarbejdet jetbrændte brosten, der i samspil med de kløvede brosten fungerer som plane ganglinjer og naturlige ledelinjer. Det rustikke udtryk understøttes yderligere med stålkanter, vandrender, lysmaster og byinventar i cortenstål og massivt tømmer.
Brolægningsopgaverne er udført af Dan Jord.
Om Brolæggerprisen
Brolæggerprisen uddeles til en bygherre, rådgiver eller arkitekt, der med et eller flere projekter har vist nytænkning og iderigdom i forbindelse med belægningsarbejdet.
Komiteen lægger vægt på kreativitet, valg af materiale og den håndværksmæssige kvalitet, og derudover skal bygherren have udført et kvalificeret tilsyn.
Med prisen følger 25.000 kroner.
Via Ritzau
Kommentarer