Livsstil og forbrug

Aarhus har fået to nye fysioterapeutiske klinikker

ProTreatment har netop åbnet to fysioterapi-klinikker – én i Aarhus Midtby og én på Trøjborg. Her kan aarhusianerne få diagnosticering, behandling og genoptræning af alt fra kroniske smerter til arbejds- og sportsskader.

ProTreatment har i juli slået dørene op til to nye fysioterapeutiske klinikker på Vesterbro Torv og Trøjborg. Her kan aarhusianere få diagnosticeret, behandlet og trænet både lette og mere alvorlige fysiske skavanker. Ifølge Nicklas Falkesgaard Pedersen, fysioterapeut og medejer af ProTreatments klinik i Åbyhøj, skal de nye klinikker være med til at imødekomme en stor efterspørgsel på fysioterapi fra aarhusianerne.

– Vi har travlt i vores klinik i Åbyhøj og glæder os til at kunne hjælpe endnu flere aarhusianere ved at udvide med to nye centrale placeringer i Aarhus. Sundhedssystemet har typisk fokus på generelle råd til træning, men det er vigtigt at øge mulighederne for at få individuelt tilpasset behandling, da mennesker har forskellige behov, siger Nicklas Falkesgaard Pedersen og tilføjer:

– Vi oplever en generel tendens til, at der ikke bruges den fornødne tid på at lytte til, undersøge og derved diagnosticere den enkelte patient, og at der mere fokuseres på symptom end årsag. Når patienter puttes i en kasse udelukkende ud fra deres smertebillede, oplever vi ikke, at forløbet får en langtidsvarende effekt. I vores klinikker lægger vi stor vægt på individuel diagnosticering.

I diagnosticeringstilgangen har ProTreatments fysioterapeuter fokus på at fremkalde patienternes smerte med en test eller manuel behandling for endnu bedre at forstå deres problem.

Sportsglade aarhusianere efterspørger fysioterapi

Aarhusianerne dyrker i stigende grad sport. Ifølge tal fra Danmarks Statistik er idrætsorganisationernes aarhusianske medlemmer steget med 12 procent over en femårig periode. Det øger ifølge Nicklas Falkesgaard Pedersen behovet for fysioterapeuter i byen, som kan tage sig af fysiske gener og skader forårsaget af overbelastninger eller traumer relateret til fysisk aktivitet.

– Det er vigtigt for os at hjælpe alle uanset aktivitetsniveau, og vi har stor erfaring med både patienter med lavt eller moderat aktivitetsniveau og med elitesportsfolk. Vi ser en tendens til, at aarhusianerne generelt er ret aktive og dyrker blandt andet løb, fitness og padle, og de efterspørger ofte vores hjælp og vejledning, siger han.

Af elitesportsfolk har for eksempel fodboldlandsholdets anfører Simon Kjær benyttet ProTreatments fysioterapeuter i sin genoptræning efter korsbåndsskade.

Kommunikationen er vigtigt

Alle behandlere i ProTreatments klinikker er uddannede og autoriserede fysioterapeuter med erfaring inden for forskellige grene af fysioterapien. De har en helhedsorienteret tilgang til klinikkernes patienter.

– At skabe en god kommunikation og få en patient til at føle sig hørt og forstået er for os det vigtigste udgangspunkt for et godt forløb. Kun når vi taler samme sprog, kan vi guide vores patienter og gøre dem klogere på deres problem, hjælpe dem til at forløse det fulde potentiale og hjælpe dem på vej mod bedring, lyder det fra Nicklas Falkesgaard Pedersen.

ProTreatments nye klinikker har overenskomst med den offentlige sygesikring, så patienter kan få tilskud via deres henvisning fra lægen. Det er også muligt at anvende sundheds- og ulykkesforsikring på klinikkerne og få tilskud fra Sygeforsikringen ”danmark” for medlemmer.

Klinikkerne får adresse på Vesterbro Torv 1-3, 8000 Aarhus C, og Niels Juels Gade 82B, 8200 Aarhus N.

 

Kommentarer