Aarhus-koncern indgår klimaaftale med Folkekirkens Nødhjælp
JPS Marselis, med hovedsæde i Aarhus, indgår klimaaftale med Folkekirkens Nødhjælp. Koncernen ønsker både at gøre en forskel for klimaet og hjælpe de samfund, der lider under klimaforandringerne.
Der er tale om en treårig klimaaftale med Folkekirkens Nødhjælp til i alt 300.000 kroner, som går til en bred klimaindsats bestående af klimatilpasning, katastrofeforebyggelse og plantning af 2.000 træer i Uganda.
”Vi er glade for at have indgået en aftale med Folkekirkens Nødhjælp, fordi aftalen ikke alene gør det muligt at gøre en forskel for klimaet med træplantning, men også for de befolkninger, der rammes hårdest af klimaforandringer. Udover vores eget fokus på bæredygtighed ønsker vi at tage ansvar for verden omkring os. Plantningen af træer hænger godt sammen med det arbejde, vi allerede gør med bæredygtighed i koncernens virksomheder – særligt i forhold til vores produktion af træprodukter og af vandplanter. Alle vores virksomheder tager vores samfundsansvar meget seriøst,” udtaler Søren Christian Madsen, direktør i JPS Marselis.
Folkekirkens Nødhjælps klimaaftale med JPS Marselis og andre virksomheder og foreninger er en bred klimaindsats, der hviler på tre ben: Plantning af klimatræer i Uganda, som optager CO2 og bidrager til et mindsket klimaaftryk. Klimatilpasning, hvor småbønderne i Uganda lærer om nye landbrugsmetoder og afgrøder, der kan modstå klimaforandringerne. Og endelig bidrager aftalen til en katastrofefond, der gør Folkekirkens Nødhjælp i stand til at yde akut hjælp, når naturkatastrofer rammer verdens fattigste.
I Folkekirkens Nødhjælp ser generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen frem til det nye samarbejde om en styrket klimaindsats i Uganda:
”Vi er utroligt glade for aftalen med JPS Marselis, der styrker vores klimarbejde i Uganda og hjælper den fattige befolkning med at opbygge samfund, der kan modstå stigende temperaturer, tørke og oversvømmelser. Der er et stort behov for, at private virksomheder involverer sig i klimaindsatser i udviklingslandene og bidrager til den bredere opfyldelse af verdensmålene. Opgaven er enorm, og vi kan ikke løfte den alene, men har behov for partnerskaber på tværs af sektorer,” lyder det fra Birgitte Qvist-Sørensen.
Læs mere om Folkekirkens Nødhjælps klimaaftaler her.
JPS Marselis består af to forskellige aktivitetsområder: En ejendomsdel og en industrieldel. Under JPS Ejendomme hører Dansk Administrationscenter, som både administrerer JPS Ejendommes egne ejendomme, eksterne kunders ejendomme samt en række ejendomsselskaber i hele Danmark. JPS’ industrieldel omfatter JPS Aquatic Group, Hornbaek Group, Vahle og Nordic Hotels i Nigeria. Tropica og Dennerle, som er en del af JPS Aquatic Group, producerer akvarieplanter til kunder over hele verden. Hornbaek producerer trælister til byggeriet i Danmark, mens Vahle producerer high-end indvendige og udvendige trædøre. Nordic Hotels i Nigeria driver en række boutique hoteller i nordisk stil. Koncernen beskæftiger i dag knap 400 medarbejdere og har en årsomsætning på ca. 495 mio. kr. Inklusiv associerede virksomheder beskæftiger koncernen ca. 500 medarbejdere.
Область вкладених файлів
Kommentarer