Aarhus Universitet kobler hjerneforskning og kunstig intelligens i nyt center
Nyt tværfagligt center skal udvikle grænsefladeteknologier mellem maskine og menneskehjerne. Formålet er bl.a. at udvikle næste generations teknologi til behandling og diagnosticering af hjernesygdomme og samtidig at udvikle helt ny hjerneinspireret AI-hardware.
Mandag den 8. februar 2021 slår Aarhus Universitet officielt dørene op til IbrAIn – et nyt ingeniør- og neurovidenskabeligt forskningscenter, der, som det første i Danmark, har til formål at udvikle nye grænsefladeteknologier til hjernen, styret af ny kunstig intelligens (AI) hardware.
Centret bliver en del af det allerede eksisterende forskningsnetværk NeuroCampus Aarhus (NCA), der i dag samler verdensførende forskning i neurovidenskab fra Aarhus Universitet (AU) og Dansk NeuroforskningsCenter (DNC) ved Aarhus Universitetshospital (AUH).
IbrAIn får hjemme i det nyoprettede Institut for Elektro- og Computerteknologi under forskningsgruppen Integrated Nanoelectronics og samler hjerneforskere fra AU og AUH. Centret understøtter Aarhus Universitets strategi og vision om at være internationalt ledende inden for den neurovidenskabelige forskning.
“IbrAIn-centret giver en stærk strategisk forbindelse mellem universitetets sundhedsvidenskabelige fakultet, Health, og det tekniske fakultet. Det er et perfekt eksempel på AU’s førende, tværfaglige forskning inden for neurovidenskab, og det viser de tekniske videnskaber fra deres bedste side – nemlig, hvordan vi udvikler næstegenerations teknologier i synergi med andre discipliner i vores bestræbelser på at gøre en forskel for samfundet,” siger Eskild Holm Nielsen, dekan for Det Tekniske Fakultet ved Aarhus Universitet.
Det nye center bliver ledet af lektor Farshad Moradi, der i dag leder Integrated Nanoelectronics og ICElab, som er forskningsgruppens laboratorium.
Gruppen er blandt pionererne inden for design af integrerede kredsløb til biomedicin og udvikler næste generations teknologier til drastisk at mindske energiforbruget til integreret elektronik. Gruppen gennemfører i øjeblikket flere Horizon 2020-finansierede projekter inden for hjerneinspireret databehandling, hukommelsesdesign, biomedicin og energihøstende teknologier.
Eksempelvis fører teamet an i udviklingen af batteriløse nanorobotter, der via lys kan modulere neuroner inde i hjernen for at helbrede neurologiske lidelser som Parkinsons sygdom. Teamet udvikler også såkaldt AI Hardware: En ny slags computersystem, der efterligner den måde, hjernen er bygget op på, hvor potentialet er at forbedre ydeevnen af topmoderne computersystemer voldsomt og samtidig sænke energiforbruget drastisk.
”IbrAIn-centeret og samarbejdet med NeuroCampus Aarhus markerer en væsentlig milepæl for vores forskning i grænsefladen mellem elektronik og menneskehjernen. Vi ser et meget stort potentiale i forskningen her på IbrAIn – både når det kommer til behandlingen og forståelsen af neurologiske sygdomme, men også i udviklingen af ny AI-hardware, der bliver set som en game changer for fremtidens computerstyrede systemer,” siger lektor Farshad Moradi.
Han bakkes op af professor Jens Christian Hedemann Sørensen, som er partner og formand for Dansk NeuroforskningsCenter og NCA:
“Vi bringer en stor og mangeårig erfaring til centret inden for neuromodulation og behandling af neurologiske sygdomme som Parkinsons, epilepsi og spasticitet ved at påvirke nervesystemet ved hjælp af forskellige enheder. Derfor ser vi meget frem til samarbejdet omkring ibrAIn-centret, hvor Farshad Moradi udvikler næste generation af disse teknologier til hjerne-maskine-grænseflader, som vi så kan oversætte til diagnostik og behandling på AUH og i sidste ende på hospitaler verden over,” siger han.
Det nye center får også betydning for AUs digitaliseringsstrategi, som bl.a. har fokus på forskning i teknologier og metoder til bedre at forstå og samarbejde med den menneskelige hjerne.
Centret åbner til en online event den 8. februar 2021 grundet corona-situationen.
Via Ritzau
Kommentarer