Aarhusiansk forskningsprojekt om pårørende til akut kritisk syge patienter vinder pris
Danmarks bedste kliniske forsøg og afprøvninger er for første gang blev kåret, og vinderen i kategorien “årets patientfokus” blev Aarhus Universitetshospitals (AUH’s) Center for Akutforsknings projektsygeplejerske og traumekoordinator, Mia Blaabjerg, for sit forskningsprojekt “Meeting Relatives in Trauma Centers”.
I et traumecenter er det noget særligt at tage sig af pårørende, fordi der er tale om mennesker i akut krise, som træder ind på et hospital. Projektsygeplejerske og traumekoordinator, Mia Blaabjerg, der til dagligt arbejder i AUH’s Traumecenter, har altid interesseret sig for netop de pårørendes perspektiv, og for hvordan sundhedsmedarbejdere kan hjælpe ikke blot patienter, men også deres pårørende.
Mias interesse bliver i disse år foldet ud som et større forskningsprojekt, og i går vandt hun som landets bedste i kategorien “årets patientfokus”, da Danmarks bedste kliniske forsøg og afprøvninger blev kåret for første gang.
– Det er en kæmpestor ære for Akutafdelingen og AUH, at vi vinder prisen. Med dette forskningsprojekt er det blevet mere tydeligt for os, at i det akut, kritisk patientforløb er der tre vigtige partnere, der skal kunne samarbejde: patienten, personalet og den/de pårørende. Inddragelse af de pårørendes perspektiver og en større viden om deres behov har givet os et bedre grundlag til at møde deres behov. Hvis vi formår det, viser forskning, at de er bedre rustet til at håndtere og bearbejde den voldsomme situation, de står i, ligesom deres ressourcer til at støtte patienten også bliver styrket, fortæller projektsygeplejerske, traumekoordinator, MSc, Mia Blaabjerg, Akutafdelingen, AUH, som også er en del af AUH’s Center for Akutforskning.
Om det vindende projekt hedder det blandt andet:
– Fokus på inddragelse af pårørende i et akut, kritisk patientforløb har hidtil været sparsom. Mia har på imponerende vis gennemført projektet “Meeting Relatives in Trauma Centers” i to danske traumecentre, hvor 11 pårørendeinterviews dannede rammen for det kliniske studie. De pårørendes perspektiver gav vigtig viden om deres behov og oplevelser. En viden, som blev anvendt til design af en efterfølgende sygeplejefaglig intervention og relevante effektmål. I projektet “Det første møde sætter spor”, undersøgte Mia, hvilken betydning pårørendes møde med personalet og inddragelse i forløbet kan have for den videre bearbejdning af forløbet. Ligeledes om en øget bredde i akutsygeplejen med brug af kompetencer relateret til hænder, hjerne og hjerte, kan være afgørende for den enkelte pårørende.
Fakta: Danmarks bedste kliniske forsøg og afprøvninger
· Det er første gang, at Danmarks bedste kliniske forsøg og afprøvninger hædres
· Bag kåringerne står Danske Patienter, Dansk Selskab for Fysioterapi, Dansk Sygepleje Selskab, Lægemiddelindustriforeningen, Lægeforeningen, Lægevidenskabelige Selskaber, Medicoindustrien, Fagforeningen Pharmadanmark – Akademikere i Life Science og Trial Nation
· Der var indstillet 138 projekter fordelt på i alt 211 indstillinger til syv priser, og tre var nomineret for “årets patientfokus”, som Mia Blaabjerg vandt
· Priskategorierne var ud over “årets patientfokus”; årets forskerinitierede forsøg, årets virksomhedsinitierede forsøg, årets offentlig-private samarbejde, årets nyskabelse, årets nye forskningsmiljø og årets ildsjæl.
Kommentarer