Livsstil og forbrug

Aarhusiansk Michelin-kok og Nemlig.com går sammen om ny satsning på danske, lokale varer

Nemlig.com og Michelin-kokken Wassim Hallal har arbejdet sammen for at sikre de helt rigtige produkter til SMAG. Foto: pressefoto

Den aarhusianske Michelin-kok og nemlig.com lancerer nu SMAG – et nyt brand med unikke og smagfulde, økologiske hverdagsvarer fra lokale, danske producenter.

Dagligvarer skal smage af mere. Den mission er nemlig.com og Michelin-kokken Wassim Hallal gået sammen om at fortælle med et spritnyt brand af hverdagsprodukter kaldet SMAG.

SMAG er et nyt, unikt brand, der forhandles eksklusivt hos nemlig.com, og som er kendetegnet ved at være udelukkende fra lokale, danske producenter. Med SMAG bliver det nemt at finde smagsrige kvalitetsprodukter fra små, familieejede gårde, mindre destillerier, dygtige mejerister og slagtere og alle de producenter, som sætter en ære i at producere varer i Danmark af særlig høj kvalitet.

”De varer, som vi bruger hver dag, skal smage godt og smage af mere. Med SMAG vil vi sætte et stort aftryk på netop de varer. Derfor var det naturligt at udvikle en række helt nye og unikke varer til hverdagen, så flere danskere får nemmere ved at opleve de fantastiske danske produkter, der findes,” siger Wassim Hallal, der til daglig er køkkenchef og ejer af Michelin restauranten Frederikshøj i Aarhus.

SMAG produktserien kommer til at bestå af hundredvis af varer, der dækker alle dele af hverdagen, blandt andet mejeri, fersk kød, pålæg, færdigretter, saucer, øl, morgenmadsprodukter, æg, is, og meget, meget mere. Alt er produceret lokalt og langt de fleste varer er økologiske.

Danskproduceret kvalitet med smagen i fokus

Samarbejdet med Wassim Hallal har været afgørende for at skabe de mest smagfulde og unikke hverdagsprodukter på markedet, og Wassim Hallal har været dybt involveret i udarbejdelsen og kvaliteten af produkterne.

Wassim Hallal har selv været med til udvælgelsen, forarbejdningen og ikke mindst tilsmagningen af produkterne, så hver enkelt vare bliver en unik oplevelse i hverdagen, ligesom at Wassim Hallal også har udviklet unikke opskrifter til de mange nye produkter i SMAG.

”Vi har valgt at lave nogle fantastiske produkter til hverdagen, som kan lidt mere og som skal være en følgesvend i en hverdag, der ændrer sig hele tiden. Derfor har vi også genopfundet gamle klassikere, i en version, som man aldrig har smagt før, bl.a. lørdagskyllingen, der altså også kan spises om onsdagen,” siger Wassim Hallal.

Hos nemlig.com glæder man sig til at præsentere SMAG for danskerne, da onlinesupermarkedet gerne vil skubbe til smagen og hele opfattelsen af de varer, som vi benytter til hverdag.

”Vi er virkelig stolte af SMAG, der sætter nye standarder for, hvordan lokale danske produkter kan smage. For mange danskere kan det være svært at finde de varer, som både er produceret i Danmark og samtidig byder på en unik oplevelse og smag. Med SMAG lancerer vi en serie produkter fra danske producenter, der sammen med Wassim Hallal har skabt hidtil usete smagsoplevelser på det danske marked,” siger Jack Enevoldsen, kategoridirektør i nemlig.com.

SMAG produkterne forhandles eksklusivt på nemlig.com.

Kommentarer