Erhverv

Aarhusianske SMV’er hyldet ved stor erhvervskonference i Hermans onsdag

Poul Dalsgaard, direktør for Erhverv Aarhus byder her velkommen til konferencen Business as unusual for de cirka 250 inviterede deltagere i Hermans, Tivoli Friheden. Foto: Jonas Søgaard.

Hermans i Tivoli Friheden dannede onsdag eftermiddag ramme om Erhverv Aarhus Konferencen 2023 Business as unusual, og de cirka 250 inviterede deltagere, primært fra det aarhusianske erhvervsliv, fik både en række faglige indspark og var med til at hylde de lokale modtagere af “SMV’ernes inspirationspris”.

Omdrejningspunktet i eftermiddagens program var netop, at ikke alt er, som det plejer at være i kølvandet på en global pandemi, inflation, højere renter, krig i Europa, og en generel usikkerhed på verdensmarkederne. Samtidig er manglen på dygtige medarbejdere, den grønne udvikling og digitalisering fortsat overskyggende temaer blandt store dele af erhvervslivet.

Efter velkomst og  indflyvning til erhvervslivets tilstand ved Poul Dalsgaard, direktør for Erhverv Aarhus, var den første taler på programmet Mie Krog, professionel bestyrelseskvinde og strategisk rådgiver, som talte under temaet ‘Inspiration til udvikling af din virksomhed i usikre tider’.

Herefter præsenterede Kasper Dissing, owner og co-founder hos Ditur, sin og sin tvillingebrors rejse ’Fra 5 til 90 medarbejdere på 3 år’.

Med udfordringer i rekruttering og fastholdelse af medarbejdere var indlægget fra Joan Møller Rusbjerg, CSR & Marketing Manager hos Eltwin, og Kim Staack Nielsen, Chairman, Dansk HR helt aktuelt, og bød på flere gode råd til salen.

Hans Harhoff Andersen, Ph.D, Data Science & AI Lead hos Inspari afmystificerede en række fordomme om AI og ChatGPT og tog udgangspunkt i, hvordan den nye teknologi kan være med til at skabe værdi frem for frygt.

Som sidste foredragsholder tog Carsten Beck, direktør og økonom hos Instituttet for Fremtidsforskning tilhørerne med på en tour de force ind i de megatrends, der kommer til at forandre markeder og omverdenen frem mod 2030?

Dagen afsluttedes med uddeling af SMV’ernes inspirationspris i fire kategorier.

Vinder af prisen “Grøn omstilling” blev JDH-Byg, som har særlig fokus på nye bæredygtige materialer i alt, hvad de udfører af byggeri, samtidig med at genanvendelse af materialer en vigtig del af byggeprocessen.
Vinderen af prisen “Socialt bidrag” blev Bindeleddet, som er en non-profit organisation, der består af frivillige, som hjælper nogle af Danmarks mest udsatte unge og gør en varig positiv forskel. Bindeleddet hjælper med at skabe nye og positive sociale rum og tilbyder mentor forløb for de unge.
Vinder af prisen “Beskæftigelse og arbejdskraft” blev Special Minds, som er en socialøkonomisk virksomhed, der gennem en række uddannelses- og beskæftigelsesrettede forløb giver unge og voksne blik for egne kompetencer, som ellers kan være barrierer i at tage en uddannelse eller et job.
Vinderen af prisen “Eksport og internationalisering” blev TinyMobileRobots, som udvikler og producerer robotter, der kan kridte stregerne op på en fodboldbane på kun 20 minutter. Virksomheden har vækstet både i Europa og USA og virksomhedens robotter har foreløbig tegnet kridtstreger på over to millioner sportsbaner på verdensplan.

Kommentarer