Højbjerg

Årvågen nabo ledte politiet på sporet af indbrudstyv

En årvågen kvinde reagerede hurtigt, da hun kunne høre støj fra en nabos lejlighed på Emiliedalsvej i Højbjerg. Da kvinden vidste, at naboen ikke var hjemme, gik hun ud for at se, hvad der skete, og ude på gangen så hun en mand løbe fra lejligheden med en sæk i hånden. 

Manden skyndte sig ud på vejen, hvor han steg ind i en bil og kørte fra stedet. 

Da den vakse nabo ringede til politiet, kunne hun give et rigtig godt signalement af både mand og bil, og hun havde ovenikøbet registreret nummerpladen på bilen. 

Ud fra kvindens oplysninger fandt politiet hurtigt frem til en adresse i Aarhus, hvor en 37-årig mand bor.

En patrulje kørte til adressen hvor bilen ganske rigtigt stod – men den 37-årige åbnede ikke, da betjentene bankede på døren til lejligheden, og de fik derfor hjælp af en låsesmed til at komme ind. 

Inde i lejligheden sad den 37-årige, og ved den efterfølgende ransagning af hans hjem fandt politiet to lamper, som viste sig at være stjålet ved indbruddet på Emiliedalsvej. 

Den 37-årige blev derfor anholdt og sigtet for indbrud. 

Kommentarer