Aggressiv buspassager blev anholdt
Mandag kl. 18.47 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en mand skabte utryghed for passagerne i en bus, der holdt ved Park Allé i Aarhus. Manden var blevet bedt om at forlade bussen, men det nægtede han, og nu ønskede chaufføren assistance fra politiet.
Da betjentene ankom til stedet, stod manden midt i bussen og råbte op. Han udviste en meget aggressiv adfærd over for både buschaufføren og de øvrige passagerer. Betjentene tog kontakt til manden, der blev bedt om at dæmpe sig og forlade bussen.
Den 38-årige mand fortsatte dog med at råbe op og var nu også aggressiv over for betjentene. Han blev derfor anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden. Det fik ham til at råbe diverse skældsord efter betjentene, og han blev derfor også sigtet for fornærmelig tiltale mod polititjenestemand.
Kommentarer