Tranbjerg

Alarm på mobil afslørede ubuden gæst

En beboer i Tranbjerg nåede at få stoppet et muligt indbrud i hans ejendom.

En beboer i Tranbjerg vågnede natten til torsdag omkring kl. 1.00 ved en alarm på sin mobiltelefon, der meddelte, at nogen var gået forbi overvågningskameraet uden for huset. På overvågningen kunne beboeren se en mørkklædt mand liste rundt på gårdspladsen, mens han lyste på bilerne, der holdt på stedet. 

Da den mørkklædte mand også tog i dørhåndtaget til huset, ringede beboeren til politiet, som han havde i røret, indtil en patrulje kom frem.

Betjentene, der ankom, nåede at se lyset fra en lommelygte i noget buskads tæt på huset, inden de parkerede bilen. Da de lyste med en projektør på politibilen mod buskene, løb den mørkklædte mand derfra hen over marken.

Han nåede lige til udkanten af en skov, da han blev indhentet af en betjent og lagt i håndjern.

Den anholdte viste sig at være en 45-årig mand – han blev sigtet for forsøg på indbrud.

Da han i forvejen var eftersøgt i forbindelse med, at han skulle afsone en dom for bl.a. indbrud, blev han kørt direkte til fængslet efter afhøringen.

Kommentarer