Samfund

Alzheimer-forskningsfondens priser overrakt for 20. gang

Foto: Jon Fiala Bjerre

To ildsjæle inden for forskning i demenssygdomme fik på Den Internationale Alzheimerdag, 21. september, overrakt Alzheimer-forskningsfondens pris af H.K.H. Prinsesse Benedikte. Modtagerne er lektor og Ph.d. i molekylærbiologi ved Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet, Olav Andersen, og neuropsykolog, seniorforsker og Ph.d. ved Nationalt Videnscenter for Demens på Rigshospitalet, Rune Nielsen.

 Det er Alzheimerforeningen og Alzheimer-forskningsfonden der står bag de to priser á 300.000 kroner til forskere, der har gjort en ekstra indsats for demensområdet. I alt blev der uddelt priser og bevillinger til knap 2,6 mio. kr. Fonden giver penge til grundlæggende forskning i, hvorfor demenssygdomme opstår, hvordan demenssygdomme forebygges og forskning i nye metoder til behandling og pleje.

Anders Gersel Pedersen, der er formand for den uafhængige Alzheimer-forskningsfond, var vært for uddelingen, mens Alzheimerforeningens protektor H.K.H. Prinsesse Benedikte stod for at overrække priserne samt bevillinger til syv udvalgte projekter inden for demensforskning. 

Begrundelserne for de to forskerpriser lød blandt andet:

Lektor og Ph.d. i molekylærbiologi ved Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet, Olav Andersen: 

Olav Andersen får Alzheimer-Forskningsfondens grundvidenskabelige pris 2022 for sin forskning i de særlige receptorer i hjernen, som er involveret i neurodegenerative sygdomme, som fx Alzheimers sygdom, hvor der sker en gradvis nedbrydning af hjernen og dens funktioner. Hans forskning har blandt andet bidraget med væsentlig ny viden vedrørende identifikationen og afgrænsningen af SORLA, som er en receptor i hjernen, der binder sig til produktionen og transporten af amyloid-protein, der er et af kendetegnene ved Alzheimers sygdom. Udover at bibringe væsentlig ny indsigt i sygdomsprocesserne ved Alzheimers sygdom, har Olavs forskningsresultater også banet vejen for, at proteinet SORL1 nu foreslås som det fjerde af de arvelige Alzheimer-gener, som overvejes omfattet ved en personlig risikovurdering, når der stilles en demensdiagnose.

Olav Andersen har publiceret 52 artikler i flere internationale peer-reviewed tidsskrifter, herunder det anerkendte tidsskrift Proceedings of the National Academy of Sciences.

– Jeg er glad og benovet over at modtage Alzheimer-forskningsfondens pris. Det er en kæmpe ære at modtage prisen for det forskningsarbejde, som jeg har brugt de sidste 20 år af mit liv på. Som forsker betyder det rigtig meget at få sådan en anerkendelse fra civilsamfundet – det giver virkelig en følelse af, at mit arbejde gør en forskel for dem, det hele handler om. Samtidig er det en blåstempling af mit arbejde, hvilket giver et kæmpe motivationsboost, fortæller Olav Andersen.

Seniorforsker og Ph.d. ved Nationalt Videnscenter for Demens på Rigshospitalet, Rune Nielsen:

Rune Nielsen modtager Alzheimer-Forskningsfondens kliniske forskerpris 2022 for sit mangeårige arbejde med at forske i og sætte fokus på udredning og pleje af mennesker med anden kulturel baggrund og etnicitet. Med sin Ph.d. hos Nationalt Videnscenter for Demens og Institut for Psykologi, Københavns Universitet i perioden 2008-2012, valgte Rune et svært men meget vigtigt forskningsfelt, nemlig udvikling og validering af metoder til at undersøge kognitive funktioner i etniske minoriteter med fokus på, hvordan man vurderer kognition i ældre tyrkiske immigranter. Et problemområde som han har bragt frem i lyset, ikke alene i Danmark, men i hele Europa. Han var således medstifter af det Nordiske forskningsnetværk om demens og etnicitet i 2015 og European Consortium on Cross-Cultural Neuropsychology i 2019. Derudover sidder han i ekspertgrupper i både Alzheimer Europe og International Neuropsychological Society.

Rune har publiceret 53 artikler i nationale og internationale peer-reviewed tidsskrifter og har skrevet adskillige bogkapitler om emnet. I 2020 modtog han desuden Dansk Psykologisk Selskabs seniorforsker pris. 

– Jeg er enormt glad og beæret over at modtage Alzheimer-forskningsfondens pris. Jeg opfatter det som en stor anerkendelse af mit arbejde gennem de sidste 14 år, og et rygklap til at fortsætte indsatsen, for der er stadig meget at gøre. Prisen er med til at signalere relevansen af mit arbejde, og det er en stor tilfredsstillelse, at min forskning er nået til et punkt, hvor den også er med til at påvirke praksis på området, siger en glad Rune Nielsen.

Det er 20. gang, at Alzheimer-forskningsfondens pris uddeles. Siden 2003 har Alzheimer-forskningsfonden uddelt midler for i alt 16.045.000 kr. 

På dagen annoncerede Alzheimer-Forskningsfonden også fondens støtte til syv konkrete forskningsprojekter på 1,995 millioner kroner. 

De syv modtagere af støtte til deres forskning er:

  • Blanca Aldana – (tildeles 349.000 kr.)
  • Hugo Jensen – (tildeles 250.000 kr.)
  • Leif Kofoed Jensen – (tildeles 146.000 kr.)
  • Bente Finsen – (tildeles 300.000 kr.)
  • Steen Hasselbalch – (tildeles 300.000 kr.)
  • Gunhild Waldemar – (tildeles 300.000 kr.)
  • Agnieszka Wlodarczyk – (tildeles 350.000 kr.) 

Læs mere om Alzheimer-forskningsfonden og de tidligere prismodtagere her: https://www.alzheimer.dk/om-os/alzheimer-forskningsfonden/forskerprisen/ 

Kommentarer