Samfund

Analyse: Erhvervsfaglige studenter kommer hurtigt i job

Fire ud af seks nyuddannede EUX’ere er i job, året efter de er færdige med uddannelsen, viser analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Samtidig er én ud af seks gået i gang med en videregående uddannelse året efter. Det viser, at mange erhvervsfaglige studenter vælger at begynde karrieren på arbejdsmarkedet.

66 procent af de nyuddannede erhvervsfaglige studenter fra 2019 var i job, året efter de færdiggjorde deres EUX-uddannelse. Samtidig var 16 procent begyndt på en videregående uddannelse.

Det viser analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der har undersøgt erhvervsfaglige studenters videre færd efter uddannelsen på baggrund af data fra Danmarks Statistik.

”Analysen viser først og fremmest, at kombinationen af studenterhuen og svendebrevet er attraktiv i virksomhedernes øjne. At mange erhvervsfaglige studenter tilmed læser videre, viser bare, at EUX-uddannelsen er en adgangsbillet, der åbner for mange muligheder,” siger Mie Dalskov Pihl, chefanalytiker og projektchef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

EUX kan være med til at modvirke den massive mangel på faglærte, som Danmark står overfor, mener hun.

”Da man lancerede EUX som uddannelse, lød der nok lidt bekymring for, om mange af de erhvervsfaglige studenter blot ville kigge mod de videregående uddannelser og dermed ikke imødekomme virksomhedernes efterspørgsel efter faglært arbejdskraft. Men tallene dokumenterer, at de erhvervsfaglige studenter før noget andet søger mod beskæftigelse,” siger Mie Dalskov Pihl.

”Der kommer til at være mangel på faglærte på det danske arbejdsmarked, hvis vi ikke gør noget. Forhåbentlig vil EUX-muligheden skubbe til en udvikling, hvor flere ser de mange fordele ved en erhvervsuddannelse,” siger hun.

EUX vinder frem

EUX er en relativt ny uddannelse, der for alvor blev udrullet med EUD-reformen i 2015 efter en årrække med pilotforsøg. Uddannelsen er en erhvervsuddannelse med indbyggede gymnasiale fag. Det vil sige, at man kombinerer sin uddannelse til for eksempel elektriker, procesoperatør, tømrer, smed eller social- og sundhedsassistent med en række fag på gymnasialt niveau som dansk, engelsk, matematik og samfundsfag.

I skoleåret 2020 afsluttede knap 1.600 en erhvervsuddannelse som EUX. I 2019 var det lidt mere end 1.300.

”EUX’en vinder stille og roligt frem, efterhånden som kendskabet til uddannelsen øges. Uddannelsen appellerer nok til mange unge, der gerne vil kombinere det teoretiske med det mere praktiske,” siger Mie Dalskov Pihl.

Læs analyse

Analysens hovedkonklusioner

  • 65,6 pct. af de nyuddannede faglærte med en EUX fra 2019 var i lønmodtagerbeskæftigelse året efter endt uddannelse. Andelen er størst blandt tømrere, handels- og detailuddannede.
  • 15,6 pct. af de faglærte med en færdiggjort EUX i 2019 var i gang med en videregående uddannelse året efter. Andelen var højest blandt elektrikere, smede og mekanikere.
  • I analysen er også 2020-årgangens videre færd undersøgt. 68,0 procent af de nyuddannede var i beskæftigelse i november samme år. 7,7 procent var i gang med en videregående uddannelse.
  • Mellemlange videregående uddannelser er de mest populære blandt nyuddannede faglærte med en EUX.
  • 1.569 færdiggjorde en EUX i 2020. I 2019 var det 1.306.

Om EUX

  • De første pilotforløb med EUX blev sat i gang i 2010-2011, og med EUD-reformen i 2015 blev det muligt at kombinere flere uddannelser med EUX.
  • EUX er en ungdomsuddannelse, hvor man kombinerer en erhvervsuddannelse med en gymnasial eksamen. Det vil sige, at man bliver erhvervsfaglig student med både svendebrev og studenterhue.
  • Som erhvervsfaglig student har man samme muligheder for at læse videre som dem, der har taget en gymnasial uddannelse.

Kommentarer