112

Anholdt efter færdselsuheld – sigtet for biltyveri og narkokørsel

Østjyllands Politi rykkede søndag kl. 21.20 ud til et færdselsuheld i krydset Skæring Havvej/Bredevej i Egå, hvor en 19-årig mandlig bilist var kørt ind i en bil ført af en 74-årig kvinde. 

Ingen af parterne var umiddelbart kommet alvorligt til skade. 

Den 19-årige virkede påvirket af alkohol og stoffer, og han blev derfor anholdt og sigtet for sprit- og narkokørsel. Desuden blev han ud fra vidneudsagn på stedet sigtet for at have kørt over for rødt lys. 

Det viste sig, at den bil, den 19-årige kørte i, var stjålet, og den unge mand blev derfor også sigtet for biltyveri. 

Han fik foretaget en blodprøve, der nu skal vise, om han havde alkohol og narko i blodet under kørslen. 

Kommentarer