112

Anholdt efter tyveri fra bil

En medarbejder på Danhostel i Fiskergade i Aarhus C kontaktede mandag kl. 9.28 politiet, da en mistænkelig mand luskede rundt på stedet.

Manden havde først henvendt sig i receptionen og sagt, at han var chauffør, og at han var kommet for at aflevere nogle varer. Da manden virkede lettere påvirket, og vandrehjemmet ikke ventede nogle varer, sendte medarbejderen ham væk. Lidt senere opdagede en anden medarbejder, at manden gik rundt på et værelse på vandrehjemmet, og nu blev politiet kontaktet. 

I mellemtiden gik den mystiske mand udenfor, og kort efter kom en tysk gæst ind på vandrehjemmet og fortalte, at nogen havde brudt ind i hans bil og taget en jakke, en trøje og et mindre kontantbeløb. Samtidigt opdagede medarbejderen i receptionen, at hendes mobiltelefon, der havde ligget under disken, var væk. 

En patrulje ankom få minutter efter anmeldelsen til stedet, og det viste sig, at den mistænkelige mand stadig befandt sig tæt på vandrehjemmet. Han blev udpeget af en medarbejder og efterfølgende anholdt. 

I den ene lomme havde den 25-årige mand medarbejderens mobiltelefon, og han blev derfor sigtet for tyveri. Desuden havde han også en kniv på sig, som han blev sigtet for at besidde. 

Den tyske gæst, der havde haft indbrud i bilen, kunne genkende sin jakke og trøje, som den 25-årige havde taget på uden på sit eget. 

Alle koster blev leveret tilbage til de rette ejermænd.

Kommentarer