112 og retsvæsen

Anholdt for at stjæle pung fra Fakta-kunde i Tranbjerg

Søndag ved 15-tiden var en 77-årig mand på indkøbstur i Fakta på Ingerslevtoften i Tranbjerg, da han på vej ud af butikken blev kontaktet af en mand, der oplyste, at ekspedienten havde bedt ham om at aflevere en bon til den ældre mand. Da den 77-årige mand tog imod bonen stjal manden hans pung og løb hurtigt fra stedet.

En patrulje gennemså butikkens videoovervågning, og betjentene fik hurtigt mistanke om, hvem gerningsmanden kunne være. Betjentene kørte hen til en nærliggende adresse, hvor de fandt den formodede gerningsmand, en 26-årig mand, der blev anholdt og sigtet for tyveriet.

Betjentene fandt også den 77-årige mands pung, kreditkort og de pengesedler, der havde ligget i pungen. Det hele blev efterfølgende leveret tilbage til rette ejer. I forbindelse med anholdelsen gjorde den 26-årige mand stor modstand og truede betjentene verbalt. Han blev derfor også sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde og for trusler mod polititjenestemand.

Kommentarer