Anholdt og sigtet for at gå rundt med kniv
En bekymret borger ringede tirsdag kl. 11.02 til politiet, da han havde set en mand gå rundt ved et værested på Jægergårdsgade i Aarhus C med en stor kniv i bukselinningen.
En patrulje kørte til stedet, hvor de hurtigt fandt frem til den omtalte person, en 59-årig mand, som sad på en bænk. Da han så betjentene, bukkede han sig hurtigt frem, hvorefter han rejste sig og lod sig visitere.
Han havde ingen kniv på sig, men da betjentene kiggede hen mod bænken, kunne de se en større kniv, der lå på jorden, dér hvor den 59-årige lige havde siddet.
Den 59-årige blev derfor sigtet for overtrædelse af knivloven, og kniven blev beslaglagt.
Kommentarer