Skejby

AUH er frontløber på ny operationsprocedure

Aarhus Universitetshospital har som de første i Skandinavien udført en transplantation af patientens egne stamceller fra hornhindens overflade i forbindelse med en øjenoperation.

I en pressemeddelelse beretter Region Midtjylland at Øjensygdomme på Aarhus Universitetshospital har den 3. november 2020 foretaget den første transplantation med patientens egne dyrkede stamceller fra hornhindens overflade. Det er den første procedure af sin art foretaget i Skandinavien, og forventningen er en stærkt forbedret livskvalitet hos patienten.

Ætsnings- eller forbrændingsskader af hornhindens overflade er heldigvis sjældent forekommende, men til gengæld med meget alvorlige konsekvenser. Det kan føre til tab af de celler i hornhindens periferi, der sikrer en glat og transparent overflade, og patienterne har ofte svært nedsat syn og gener i form af smerter, ubehag eller udtalt lysfølsomhed. Tilstanden kaldes limbal stamcelleinsufficiens.

– Lidelsen kan ikke behandles med en almindelig hornhindetransplantation, og transplantation af stamceller fra en afdød donor har normalt ikke en god prognose. Gennem de senere år er der udviklet en procedure, hvor man kan foretage transplantation af patientens egne limbale stamceller dyrket fra en lille biopsi fra patientens andet øje, fortæller overlæge Anders Ivarsen fra Øjensygdomme på Aarhus Universitetshospital.

Egne stamceller bliver ikke afstødt

Ved transplantation af hornhinde-stamceller fra en afdød donor er der stor risiko for, at patienten afstøder det transplanterede, som immunsystemet opfatter som et fremmedlegeme. Prognosen er derfor ringe, selv om man hæmmer patientens eget immunforsvar – også kaldet immunsuppression. Når der er tale om behandling med patientens egne celler er der ikke behov for immunsuppression, og prognosen er forventeligt meget bedre.

Perspektiver for behandlingen

Behandlingen giver forhåbning om at patientens gener kan mindskes, og at synet delvist kan retableres. Der er med andre ord tale om væsentlig forbedret livskvalitet både i forhold til øjengener og synsevne.

Holdet bag operationen var overlæge Anders Ivarsen, operationssygeplejersker Andrea Lund og Vibeke Pedersen samt optometrist Henrik Sejersen. Behandlingen varetages ved team for hornhindesygdomme under ledelse af Professor og overlæge Jesper Hjortdal.

Kommentarer