Ballade om busbillet førte til anholdelse
En patrulje fra Østjyllands Politi kørte torsdag omkring kl. 13.15 til et busstoppested på Jernaldervej i Hasle, hvor nogle kontrollører stod med en ung mand, der nægtede at oplyse sit rigtige navn til dem.
Da kontrollørerne kontaktede manden i bussen, havde han ingen gyldig billet, og da de ville give ham en bøde, skrev han et navn og personnummer, der ikke stemte overens. Kontrollørerne steg derfor af bussen og kontaktede politiet.
Ifølge kontrollørenes forklaring blev manden nu meget aggressiv og råbte skældsord af dem. Da betjentene kom frem, blev skældsordene rettet mod dem, og trods gentagne formaninger om at dæmpe sig, fortsatte manden sin aggressive fremfærd.
Derfor valgte patruljen at anholde den 18-årige mand, der blev sigtet for at forstyrre den offentlige orden. Da han gjorde kraftigt modstand, blev han også sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.
Kommentarer