112

Beboer endte i slagsmål i egen baggård i Aarhus C

Foto: Rigspolitiet

Tirsdag kl. 14.03 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om et slagsmål i en baggård ved Vesterbrogade i Aarhus C. Her havde en 54-årig mandlig beboer konfronteret en ukendt mand, der gik rundt i baggården – tilsyneladende uden at have et ærinde på stedet.

Den 54-årige mand har forklaret til politiet, at han havde undret sig over, hvorfor en ukendt mand gik rundt i den lukkede baggård, hvor han intet havde at gøre. Han var derfor gået ud og havde spurgt manden, hvad han lavede på stedet.

Ifølge den 54-årige mand gentog manden flere gange, at han i hvert fald ikke var indbrudstyv. Da den 54-årige mand bad ham forlade stedet, slog manden ud efter ham, først uden at ramme, men derefter ramte han den 54-årige i ansigtet.

Dette udviklede sig angiveligt til et reelt slagsmål, hvor begge parter slog hinanden og endte på jorden, hvor slåskampen fortsatte. Ifølge den 54-årige fik manden dog vristet sig fri og løb ud fra baggården. Den 54-årige mand blev herefter kørt til skadestuen for at blive tilset.

Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner, der kan have set den anden mand, der var iført sort jakke med hætte, sorte bukser, sort kasket, hvide sko og bar på en lysebrun rygsæk. Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefon 114.

Kommentarer