112

Bilist forsøgte at flygte fra politiet – anholdt og sigtet

En 32-årig mandlig bilist påkaldte sig onsdag kl. 18.13 en patruljes opmærksomhed i krydset Jægergårdsgade/Dybbølgade i Aarhus C. Bilisten sad og dækkede sit ansigt med armen, da patruljen kom kørende i den modsatte retning, og det syntes betjentene virkede så mistænkeligt, at de besluttede at vende rundt og standse ham. 

Bilisten trådte nu på speederen og kørte hastigt ned ad en sidegade, hvor han steg ud af bilen og løb fra stedet. 

Betjentene mistede ham kortvarigt af syne, men en venlig borger viste dem på rette vej, og lidt efter fik de øje på den 32-årige, der gik rundt på Ole Rømers Gade. Godt nok havde han ikke det samme tøj på, som da han sad i bilen, men betjentene kunne tydeligt genkende ham. 

Da de tog kontakt til ham, erkendte han da også, at det var ham, der havde kørt bilen. Han var flygtet, fordi han ikke har kørekort. Undervejs havde han smidt sin kasket og trøje i håb om, at patruljen ikke ville kunne genkende ham. Det viste sig dog at være forgæves. 

Den 32-årige blev anholdt og sigtet for ikke at efterkomme politiets anvisninger og for kørsel uden førerret. 

Kommentarer