112

Biljagt i Brabrand: to anholdt for narkosalg

Foto: Kim Matthäi Leland

Natten til mandag kl. 00.28 kørte en patrulje på Karen Blixens Boulevard i Brabrand, da betjentene blev opmærksomme på en bil med fem mænd i, der kom kørende ad Edwin Rahrs Vej. Da føreren af bilen så politiet, forsøgte han at køre væk, så betjentene satte efter.

Under eftersættelsen blev der først smidt en kniv ud af vinduet, hvorefter der blev smidt en skoæske ud af vinduet. Sidstnævnte viste sig at indeholde over 100 joints. Efter en kort eftersættelse standsede bilen ud for Edwin Rahrs Vej nr. 16, hvorefter tre personer løb væk fra stedet.

De to tilbageværende, en 17-årig mand og en 18-årig mand, blev indledningsvist anholdt for at sikre deres tilstedeværelse. Ved gennemgang af bilen fandt betjentene en æske indeholdende en del kontanter, og den 17-årig mand havde også en del kontanter på sig. De to mænd blev derfor sigtet for besiddelse af narkotika med henblik på salg.

Den 17-åriges mor blev kontaktet og orienteret om sagen, og det samme gjorde Aarhus Kommune. Det viste sig desuden, at den 17-årige skylder en del penge til det offentlige, hvorfor størstedelen af de penge, han blev fundet i besiddelse af, blev beslaglagt.

Kommentarer