Kultur

Børn dyster i stor skrivekonkurrence

Foto: Dokk1 | Aarhus Bibliotekerne

Børnene får ordet og giver deres blik på verden, når Danmarks største skrivekonkurrence for børn nu åbner for nye historier, denne gang under overskriften ’familie’. 

Aarhus Bibliotekerne skyder nu årets skrivekonkurrence ’500 ord’ i gang. Konkurrencen er for alle børn i alderen 9-14 år, og man kan både deltage som privatperson eller som klasse. Man kan vinde en udgivelse på forlaget Alvilda eller et ophold på Brønderslev Forfatterskole.  

500 ord modtager hvert år rigtig mange gode historier fra skriveglade børn fra hele Danmark. Sidste år modtog Aarhus Bibliotekerne mere end 900 historier – både tankevækkende, sjove og grufulde under overskriften ’frihed’. 

”Jeg har tidligere været med til en skrive-workshop i forbindelse med 500 ord, og det var overvældende at opleve den skriveglæde, som konkurrencen får frem i børnene. Jeg er meget optaget af at styrke børns læselyst, og 500 ord kan være med til at gøre det sjovere for børn at læse, fordi det er andres børns historier, som de læser. Så jeg vil opfordre alle børn til at være med. Brug jeres fantasi og send jeres historier ind til konkurrencen,” siger rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, Rabih Azad Ahmad. 

Sidste år vandt Luna Sprogøe på 12 år en udgivelse på forlaget Straarup og co. med sin fantasifulde historie om, hvordan elefanten fik sine store ører. 

Smagsprøve fra bogen: 

”I gamle dage så elefanterne ikke ud som i dag. Elefanterne havde nemlig ører så små som en lillebitte vindrue. En vindrue, der er helt tørret ind og nærmest kun er på størrelse med en rosin.”

Blandt alle de indsendte historier udvælges 15 nominerede og to vindere, der alle hyldes på Dokk1 til november. 

Som altid finder en ekspertjury to vindere, én som vinder et ophold på Brønderslev Forfatterskole i 2023, og én som får sin historie udgivet som illustreret bog – denne gang på forlaget Alvilda.  

Praktisk information 

Historierne må maks. fylde 500 ord, det svarer ca. til én A4 side. Historierne uploades på 500ord.dk. Historierne kan uploades på hjemmesiden 500ord.dk indtil den 1. maj.  

Vinderne kåres på Albus Festival på Dokk1 i Aarhus 17.-20 november. 

Årets tema er ’familie’. 

Læs mere på 500ord.dk  

Bag konkurrencen 

Aarhus Kommunes biblioteker står bag konkurrencen i et tæt samarbejde med Alvilda. og Brønderslev Forfatterskole. Gyldendal Uddannelse, Visuel HF i Viborg samt Børn og Unge i Aarhus Kommune er også en del af samarbejdet omkring konkurrencen.

Kommentarer