Aarhus By

Børn og unge strømmer til Uge Sex på KØN

Foto: KØN – Museum for kønnenes kulturhistorie

KØN – Museum for kønnenes kulturhistorie

Domkirkepladsen 5 | DK-8000 Aarhus C

Det kommer til at summe af liv og unge mennesker i næste uge på KØN. Anledningen er Uge Sex, hvor landets skoler har fokus på seksualundervisning, og hvor museet KØN tilbyder skoleklasserne fra Aarhus og omegn seksualundervisning med et kulturhistorisk perspektiv.

Museets seksualundervisning er hvert år et stort tilløbsstykke, og sidste år under corona-nedlukningen var ingen undtagelse. Her eksploderede kommentarsporet, da museet rykkede seksualundervisningen online. I år er efterspørgslen for fysiske undervisningsforløb stor, alle museets undervisningsforløb er på forhånd bookede, og museet glæder sig over det store rykind. 

 For debatten om køn og kropsidealer er stadig vigtig og højaktuel. Ifølge Sex og Samfund vokser for mange børn op med usikkerhed og utryghed omkring kropslige og seksuelle grænser – og mange oplever, at de står alene med problemstillingen. Derfor lægger forløbene på museet sig også indholdsmæssigt op ad temaet for Sex og Samfunds Uge Sex 2022 om samtykke.

Med seksualundervisningen på KØN ønsker museet at bringe kulturhistorien, museumsgenstandene og det museale rum i spil og på den måde skabe en anderledes seksualundervisning end den, der foregår i klasseværelset. For museumsgenstandene kan fortælle historier om, at andre har gennemlevet det samme som en selv, om andre tiders normer og brud med samme, og om dem, der turde gå forrest. Dette skaber en tryg ramme for en åben debat om de unges udfordringer i dag.

Citater:

”Ungdommen skriger på viden og på hjælp til at navigere i internettets billedinferno, hvor myter og stereotyper om køn, krop og seksualitet trives og reproduceres i et væk. Med vores historiske perspektiv på køn, kan vi være en del af løsningen”, siger KØNs direktør Julie Rokkjær Birch.

”KØNs skoletjeneste har i en årrække arbejdet intensivt med udvikling af seksualundervisningstilbud rettet mod folkeskolen, og vi oplever en stor interesse fra lærernes side og en stigende forståelse af, at seksualundervisningen er rigtig vigtig – på trods af, at seksualundervisningen kan have trange kår, idet det er et timeløst fag”, udtaler Anna Svenning fra skoletjenesten på KØN.

Kommentarer