Debat og politik

Bundsgaard trækker sig uventet efter 13 år på borgmesterposten

Borgmester i Aarhus Jacob Bundsgaard (S) har samtidig haft magtfulde poster i Kommunernes Landsforening. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Jacob Bundsgaard (S) bekræfter på et pressemøde onsdag, at han trækker sig som borgmester i Aarhus efter 13 år og fra politik, fordi det er tid til et skifte i hans karriere.

– Jeg er nået til vejs ende i mit politiske virke. Det har været et enestående privilegium at stå i spidsen for den by, jeg er født i, vokset op i og har tilbragt næsten hele mit liv, siger Jacob Bundsgaard.

Han trækker sig af personlige årsager efter 22 år som byrådsmedlem, men han skifter ikke til et andet job foreløbigt.

– Hvis jeg kan holde mig i skindet, har jeg planer om at tænke mig om i forhold til, hvad jeg gerne vil. Det er en personlig beslutning, jeg har truffet efter moden overvejelse, siger Jacob Bundsgaard.

Han har aldrig haft planer om at være borgmester i hele sit voksne liv, uddyber han.

Jacob Bundsgaard træder tilbage 6. november efter næste byrådsmøde.

Det er endnu uvist, hvem Socialdemokratiet vil indstille som ny kandidat til at blive borgmester. Favoritten er Anders Winnerskjold (S), som står til at gå på barsel til december.

Bundsgaard afviser, at han træder tilbage, fordi Socialdemokratiet står dårligt i meningsmålingerne, eller fordi hans personlige stemmetal blev halveret ved seneste kommunalvalg.

– Det er et personligt valg, og meningsmålinger går op og ned. Jeg har brug for efter 25 år at bruge nogle kræfter på noget andet. Jeg har stillet mig i byens tjeneste efter mere end to årtier, siger han.

Han afviser, at eventuelle møgsager skulle være skyld i, at han nu træder tilbage.

Han er heller ikke blevet prikket af den socialdemokratiske top og blevet opfordret til at træde tilbage.

– Nej, jeg har orienteret statsministeren for et par dage siden, og før det er det ikke noget, vi har drøftet, siger han.

Blå bog

Jacob Bundsgaard født i Aarhus 28. februar 1976 og uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet.

Karriere:

  • Valgt til Aarhus Byråd.
  • 2002-2008: Politisk ordfører, Socialdemokratiet, Aarhus Byråd.
  • 2002-2006: Medlem af Kulturudvalget, Aarhus Kommune.
  • 2006-2009: Formand Børn og Unge-udvalget, Aarhus Kommune.
  • 2009-2009: Rådmand for Kultur og Borgerservice, Aarhus Kommune.
  • 2010-2011: Rådmand for Børn og Unge, Aarhus Kommune.
  • 2011-2024: Borgmester i Aarhus.

Tillidshverv:

  • 2011-2024: Formand for Aarhus Havn.
  • 2018-2022: Formand for Kommunernes Landsforening.
  • 2022-2024: Næstformand for Kommunernes Landsforening.
  • Civilstand: Gift med Kirstine Helboe Johansen. Parret har tre børn.

Kilder: Aarhus Kommune, Ritzau, Jyllands-Posten.

/ritzau/

Kommentarer