Butiksmedarbejder udsat for vold
Østjyllands Politi fik onsdag kl. 20.37 en anmeldelse om, at en medarbejder i Rema1000 på Frederiks Allé i Aarhus C var blevet overfaldet af fire mænd.
Ifølge medarbejderen snød de fire unge mænd sig foran i køen ved kassen, da de ville købe nogle varer. Da medarbejderen bad mændene om at stille sig bag i køen, blev de aggressive og truende og råbte forskellige skældsord.
Det fik medarbejderen til at lade mændene købe deres varer, og de forlod derefter butikken.
Nogle minutter efter gik medarbejderen ud foran butikken for at hente nogle varer, og derude stod de fire mænd, som nu tog fat i ham og overfaldt ham med flere slag og spark.
Flere personer på stedet fik lagt sig imellem, og de fire mænd kørte efterfølgende fra stedet.
Medarbejderen blev kørt til skadestuen, hvor han blev behandlet for nogle skader.
Østjyllands Politi har en formodning om, hvem gerningsmændene kan være, og efterforsker nu sagen nærmere.
Kommentarer