112

Butikstyve blev bortvist fra Salling og tog i stedet i Magasin

Tirsdag kl. 15.33 fik Østjyllands Politi en henvendelse fra Salling i Aarhus, der havde tilbageholdt to unge mænd, der havde udvist mistænkelig adfærd i butikken. Det viste sig dog, at de to mænd på 17 og 19 år havde lagt en pose med varer fra sig, inden de havde forladt kasselinjen, hvorfor der ikke var tale om butikstyveri.

Den 19-årige mand fik dog en sigtelse med sig hjem, da han, i forbindelse med at han blev tilbageholdt af vagterne, havde trukket en kniv op af sin bæltetaske og forsøgt at gemme den. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af knivloven. De to mænd blev desuden bortvist fra stedet og gjort bekendt med, at de ikke længere er velkomne i Salling.

De to mænd valgte så i stedet at gå i Magasin, hvor de ved 17-tiden blev spottet af en butiksvagt, der sad i et baglokale og kiggede på butikkens videoovervågning. Vagten bemærkede, at de to mænd flere steder i butikken spurgte, om de kunne få udleveret en pose, hvilket de fik afslag på.

Til sidst købte de en pose og søgte mod butikkens 1. sal. Vagten fik nogle medarbejdere til at følge efter dem, mens han fulgte med på videoovervågningen. Her kunne han se, at de to mænd gik ind i et prøverum med den tomme pose, men kom ud igen med en fyldt pose. Medarbejderne kunne efterfølgende konstatere, at der var afmonteret og efterladt flere alarmer i det prøverum, de to mænd havde været i.

Vagten sørgede for at placere nogle af butikkens medarbejdere ved udgangene, og da de to mænd forlod Magasin, uden at betale for noget, blev de pågrebet og ført ind i et baglokale, hvorfra der blev ringet efter politiet.

Da patruljen ankom, kunne de to betjente med det samme genkende de to mænd på 17 og 19 år, som de godt en time tidligere havde bortvist fra Salling. De to mænd blev fundet i besiddelse af en pose indeholdende tøj for flere tusinde kroner, som de havde stjålet i Magasin. De blev begge sigtet for butikstyveri.

Kommentarer