Butikstyve på spil i Aldi i Risskov
Ungt par blev onsdag taget på fersk gerning i at stjæle fra et supermarked i Risskov.
Onsdag kl. 11.59 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra Aldi på Kamma Klitgårds Gade i Risskov, hvor butikschefen forsøgte at tilbageholde en kvinde og en mand, der var taget i at stjæle varer fra butikken.
Butikschefen havde bemærket de to personer gå rundt i butikken, og da han fandt deres adfærd mistænkelig, gik han ind i butikkens baglokale, hvorfra han kunne holde øje med dem på videoovervågningen.
Her kunne han se, at de flere gange lagde nogle varer ned i en medbragt sportstaske, og da de gik hen til kassen, betalte de kun for en liter mælk og noget kattemad. Ingen af de varer, som butikschefen havde set dem putte i sportstasken, blev lagt op på kassebåndet.
Da de to personer havde passeret kasselinjen tog butikschefen kontakt til dem og bad dem følge med ind i et baglokale, hvilket de i første omgang gjorde. I baglokalet blev sportstasken åbnet og tømt for varer. Herefter tog parret sportstasken og begyndte at gå mod udgangen.
Butikschefen sagde til dem, at de skulle blive på stedet, men de fortsatte med at gå mod udgangen. Butikschefen løb efter dem, hvilket fik kvinden til at standse, mens manden stak af. Kort efter ankom politiet til stedet, og den 20-årige kvinde blev anholdt og sigtet for butikstyveri.
Betjentene fik et signalement af manden, der var stukket af, og han blev kort efter spottet af en patrulje ved Kantorparken på Skejbyvej. Her blev den 22-årige mand anholdt og sigtet for butikstyveri. Han blev desuden sigtet for narkobesiddelse, da der i hans taske blev fundet en mindre mængde hash.
Herefter blev den 22-årige mand kørt retur til Aldi, hvor betjentene gennemså videoovervågningen, hvor det kunne konstateres, at de havde fat i den rigtige person.
Butikschefen gav herefter manden og kvinden besked om, at det ikke længere var velkomne i Aldi.
Kommentarer