Aarhus By

Corona-lukket i ½ år: Locked fra Løvens Hule genåbnet og back on track

Foto: EDC Poul Erik Bech

Virksomheden Locked – escape rooms kendt fra DR-programmet Løvens Hule sikrede sig 1 mio. kr. fra løveinvestorerne Mia Wagner og Jan Lehrmann i starten af 2021. Pengene skulle bruges på vækst, men siden har corona med ½ års nedlukning sat pres på virksomheden og en midlertidig stopper for planen om at udbrede kæden på landsplan. Under corona-nedlukningen arbejde stifterne på at gøre deres nye Aarhus-afdeling klar, som EDC Erhverv Poul Erik Bech har formidlet udlejningen af, og som åbnede så snart restriktionerne var ophævet.

Bag Locked står Anna Grantland og Martin Høeg, som startede oplevelsesvirksomheden op imens de begge studerede til Ingeniører ved Århus Universitet. Virksomheden blev de første to år drevet sideløbende med studiet og da de i januar 2020 blev færdige som ingeniører gik de fuld tid på projektet og året efter fik de to løveinvestorer med om bord, men så kom Corona:

“Vi har lige deltaget i tv-programmet: ‘Løvens hule tilbage til virkeligheden’, hvor de fulgte os under coronanedlukningen, hvor der var langt mere gråd end grin. Corona har været frygteligt, og vi har hadet det hele vejen igennem, da vi har været bundet på hænder og føder og ikke vidst, hvad fremtiden ville bringe. Vi gik ind i programmet med en tanke om, at vi også skulle nå at vise, når vi kunne åbne op igen, men det nåede vi slet ikke, så det har været en lidt en blandet oplevelse. Man så i programmet slet ikke alle de gode ting, som er sket efter ½ år med nedlukning,” siger Anna Grantland og Martin Høeg fortsætter:

“Vi genåbnede 21. maj 2021, så de nåede ikke at følge os efter den gode genåbning. De fulgte os kun, når vi gik rundt hernede i de nye lokaler i Aarhus og renoverede. Det har trukket tænder ud, men vi er meget tilfredse med det endelige resultat, og vores gæster har taget virkelig godt imod os – også her i Aarhus. Nedlukningen var en hård omgang, men alt taget i betragtning er vi kommet godt igennem det, og kan nu igen begynde at tænke på at vækste butikken.”

Hos Locked skal gæsterne ved hjælp af samarbejde finde ud af såkaldte Escape Rooms indenfor en bestemt tidsgrænse. Locked har syv afdelinger herhjemme med flere undervejs og arbejder på at blive Danmarks bedste og største indenfor både Escape Rooms og “ud-af-huset” teambuilding.

Tilbage på vækstsporet

Anna Grantland fra Locked siger: “Lige så nedtrykte vi var ved nedlukningen, lige så glade er vi for genåbningen. Vi har overgået budgetterne for både juni, juli og august og resten af året ser virkelig fornuftigt ud, så længe vi altså må holde åbent. Vi nåede en stor milepæl, da vi i juli rundede en mio. kr. i omsætning. Det har været en kæmpe milepæl for os. Især efter en genåbning, hvor alle var i tvivl, om folk var klar på at komme ud igen, men det har heldigvis vist sig, at det er de i høj grad. Mange har hungret efter at være sociale, og det er super i forhold til vores koncept. Vi oplever en overvældende efterspørgsel nu, og fortsætter det, så forventer vi at slå omsætningsrekord måned efter måned resten af året, så vi føler virkelig vi er back on track.”

Martin Høeg fortsætter: “Det seneste år har været en vild, udfordrende og surrealistisk rutsjebanetur. Vi er blevet hærdet og kommet styrket igennem krisen, så vi håber, at det værste er bag os. Vi glæder os virkelig over at vise, at Mia Wagner og Jan Lehrmann gjorde klogt i at investere i os. Det gør det sjovt, og det motiverer en selv til at tage den ekstra tørn. Det er rimeligt surt at arbejde 50, 60 og nogle gange 70 timer om ugen, mens man bare kan se, at pengene fosser ud af kassen måned efter måned, men nu føler vi virkelig vi er back on track.”

Anna Grantland fortsætter: “I stedet for at se på tingene fra uge til uge, kan vi nu begynde at se mere langsigtet og strategisk på vores udvikling de næste 1-2 år, hvilket er meget mere motiverende. Vi kan fokusere på vores teambuilding-arrangementer ude af huset, som vi oplever en enorm stor efterspørgsel på, og som skal være en vigtig indsats i vores fremtidige vækst. Det hele er positivt nu, og det er virkelig det, man ikke fik med i tv. Vi vidste slet ikke, om vi var købt eller solgt, men nu er tingene bedre end nogensinde. Det er rigtig fedt og en kæmpe lettelse.”

Martin Høeg siger om de nye lokaler på Ny Banegårdsgade 45 i Aarhus: “Vi er rigtig glade for at åbne her i Aahus. Det er et meget velbeliggende lejemål ved banegården, så det er godt placeret i umiddelbar nærhed af Strøget. Vores nye lokale er på hele 425 m2, som er et langt større end mange af vores konkurrenters. Vi skulle forvandle et fitnesscenter – et rå, stemningsfuldt lokale med gode indretningsmuligheder, hvor vores koncept virkelig kunne komme til sin ret, og grundet Corona endte det altså med, at vi selv skulle renovere for at spare penge. Frank Heskjær fra EDC Erhverv Poul Erik Bech har givet os en rigtig god oplevelse. Han har været meget professionel, og det hele har kørt nemt, så ikke en finger at sætte på hans arbejde. Vi glæder os helt vildt og ser frem imod, hvad fremtiden vil bringe, men vi er nu klar til yderligere vækst.”

Kommentarer