Corona-vaccination: Usikkerhed blandt kræftpatienter og pårørende
Udrulningen af coronavaccinen skaber usikkerhed blandt kræftpatienterne. De oplever, at hospitalerne henviser forskelligt til vaccination, selv om patienterne har samme kræftsygdom. Samtidig får de pårørende uklare svar på, om de også bør vaccineres. Kræftens Bekæmpelses adm. direktør, Jesper Fisker, opfordrer myndighederne til at skabe større klarhed og dermed større tryghed for patienterne.
Ifølge Sundhedsstyrelsens vaccinationsliste er en række kræftpatienter i ’særlig øget risiko’, og derfor er de prioriteret langt frem i vaccinationsprogrammet mod covid19. Der kan for eksempel være tale om patienter med udbredt kræftsygdom, som er i gang med en behandling med kemoterapi, strålebehandling eller immunhæmmende behandling. Det er den behandlende læge, som afgør, om kræftpatienten skal henvises til vaccine.
Skaber uro blandt patienter
Men desværre er der noget, der tyder på, at visitationen ikke er ensartet på tværs af hospitalerne. Det kan Kræftens Bekæmpelse konstatere på baggrund af et stigende antal henvendelser fra kræftpatienter og pårørende. De er frustrerede over, at henvisningen til at få en corona-vaccine kan afhænge af, hvilket hospital de er tilknyttet. Også selvom patienterne har samme kræftdiagnose. Det bekymrer adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse, Jesper Fisker.
– Kræftpatienterne fortæller os, at der kan være forskel på, hvorvidt de kan få en vaccine eller ej afhængigt af, hvilket hospital de er tilknyttet. Det lyder ikke rimeligt og skaber uro blandt kræftpatienterne, siger han.
Han anerkender, at det er en endog meget svær opgave myndighederne og lægerne er på. Det er en vanskelige opgave at få en fuldstændig ensartet udrulning over hele landet og der er knappe vaccineleverancer. Til gengæld mener han dog, at det er rimeligt at forvente, at myndigheder og sygehuse skaber både tydelighed og tryghed omkring visitationen til corona-vaccination.
Kræftens Bekæmpelse har gjort myndighederne opmærksomme på den uensartede vaccination, og myndigheder tilkendegiver, at det er nødvendigt med en præcisering af visiteringen, så der kan sikres mere ensartet tildeling af vaccinerne.
Pårørende ønsker klar besked
Tilsvarende får Kræftens Bekæmpelse også henvendelser fra pårørende, der har svært ved at få klar besked fra hospitalerne omkring deres mulighed for at få corona-vaccination.
Ifølge vaccinationsprogrammet er der afsat 6000 vacciner i den første udrulningsfase til pårørende med helt særlige plejeopgaver. Det er enten behandlende læge eller den pårørendes egen læge, der visiterer.
– Vi hører fra pårørende, at det kan være rigtig svært at få et klart svar fra hospitaler og praktiserende læge, om de skal vaccineres eller ikke. De oplever derimod, at de bliver sendt rundt i systemet uden at få en klart svar på, hvem der afgør det og om de skal have vaccinen. Jeg vil gerne opfordre til en mere klar kommunikation og tydelige retningslinjer på området, siger Jesper Fisker.
Kræftpatienterne er velkomne til at kontakte Kræftens Bekæmpelse, hvis de oplever usikkerhed om de kan blive vaccineret. Kræftens Bekæmpelse vil gøre, hvad der er muligt, for at hjælpe med at skabe klarhed for patienterne.
Kommentarer