Et forskningsprojekt med lektor Søren Pold fra Aarhus Universitet i spidsen har undersøgt, hvordan digitale kunstnere verden over fordøjede coronakrisen og blandt andet satte ord på, hvor uforberedte vi var på omfanget af den.

Mennesketomme byer, endeløse aflysninger og dystre billeder af patienter på overfyldte hospitaler.

Sådan omtrent udspillede virkeligheden sig, da coronakrisen ramte for to år siden og satte hverdagen på standby over hele kloden. Spørgsmålene stod i kø: ‘Er verden ved at gå under?’ ‘Hvilken fremtid venter forude?’

De samme spørgsmål stillede en lang række kunstnere sig, og et udsnit af deres erfaringer er omdrejningspunktet for et netop afsluttet forskningsprojekt, som med lektor Søren Pold fra Aarhus Universitet i spidsen har undersøgt, hvordan coronakrisen blev fordøjet og forstået af den digitale kunst og elektroniske litteratur.

“Vi er ikke epidemiologer eller fra samfundsvidenskab, så vores forskningsprojekt har i stedet haft et kunstnerisk og kulturelt sigte, hvor vi har spurgt: ‘Hvordan har kunstens verden artikuleret coronapandemien?’ ‘Og hvordan kan man bruge kunsten til at forstå pandemien?’ Det var dér, vores projekt begyndte,” fortæller Søren Pold.

Spansk syge og tomme byer

Sammen med forskere fra Universitetet i Bergen og Jagiellonian University i Krakow har han konkret dissekeret digitale værker fra 34 internationale kunstnere, som siden er blevet til en forskningssamling og en udstilling, hvorfra forskerholdet igen har udvalgt 13 af projekterne og interviewet de enkelte kunstnere om tankerne bag deres værker.

En række tematikker gør sig imidlertid gældende på tværs af værkerne, forklarer Søren Pold.

“Der har blandt andet været et fokus på, hvor uforberedte vi var på, at en pandemi kunne ramme os. Det grundlæggende spørgsmål har været, hvordan det kan være, at vi eksempelvis har glemt den spanske syge, som var den sidste pandemi, der ramte store dele af verden. Og hvorfor vi ikke har nogen monumenter for den spanske syge, selv om man faktisk anslår, at den slog flere mennesker ihjel end Første og Anden Verdenskrig tilsammen,” påpeger lektoren og uddyber:

“Et andet tema har været forholdet mellem den her hjemlige lockdown, hvor folk pludselig sad i deres køkken eller stue og passede deres arbejde, koblet med, hvordan folk oplevede det offentlige rum. Der en del kunstnere, som har arbejdet med oplevelsen af tomme byer og nedlukkede butikker, og hvordan man forsøger at finde mening i sådan et uvant scenarie. Rigtig mange kunstnere arbejdede også med dagbøger eller lister over for eksempel aflysninger. Det blev sådan en måde at få pandemien til at give mening på,” fortæller Søren Pold.

Daglig doom-scrolling

Samtidig blev det ifølge lektoren også et markant tema, hvordan vi med de langvarige nedlukninger var overladt til en digital platformskultur, hvor videomøder, sociale medier og digitale nyhedsstrømme fik en afgørende rolle som livsnerve til omverdenen. En kunstner har eksempelvis forholdt sig til den endeløse række af nedslående overskrifter fra avisernes hjemmesider, som overlod os til en daglig form for ’doom-scrolling’, mens en anden kunstner har undersøgt, hvad Zoom og andre onlineværktøjer gjorde ved vores privatsfære.

“Mange af kunstnerne har forholdt sig kritisk til den digitale virkelighed, vi alle var lukket inde i. Som digitale kunstnere har de netop haft en særlig adgang til at kunne reflektere over de digitale platforme, og hvordan de formede vores liv og kultur,” siger Søren Pold.

Historisk monument på nettet

Samlet set er det blevet til godt 13 timers interviews med de udvalgte kunstnere, som ganske passende for coronakrisens natur er foregået via Zoom, og samtalerne har nu udmøntet sig i en dokumentarfilm, der er offentligt tilgængelig på nettet. Endelig har Søren Pold og hans kolleger også afrapporteret deres studier i en række forskningsartikler.

“Vi tænker, at vi med udstillingen og dokumentaren har etableret noget historisk materiale, der bringer én tilbage til dengang, man sad i sin dagligstue og kiggede ind i sin skærm. Sådan som vi mere eller mindre gjorde i et par år. Samtidig var det her den første digitale pandemi, forstået på den måde, at der ligger rigtig meget materiale om pandemien på nettet og de sociale medier. Så på en måde er det monument, der findes over pandemien, også noget, som er på de digitale platforme, snarere et fysisk monument, der er rejst på en plads i byen,” opsummerer lektoren.

Dokumentarfilmen ‘COVID E-LIT: Digital Art During the Pandemic’ kan ses her.