Kultur

Coronatest og iPhones på Antikmuseet

Foto: Antikmuseet Aarhus Universitet

Vaser med billeder af næsepodning, keramikfigurer med mobiltelefoner og iPads og iPhones, der studeres nysgerrigt af Antikmuseets skulpturer. Kontrasten mellem det seriøse og det humoristisk løber som en rød tråd gennem udstillingen People from Greek Vases, der åbner på Antikmuseet i dag.

Den polske designer og kunstner Ola Mirecka har i flere år arbejdet for LEGO, og leg er en essentiel del af hendes arbejdsproces. I legen er der ingen grænser, og man kan kombinere former, farver og udtryk, som man vil. Det er denne frihed hun udnytter i udstillingen People from Greek Vases. Ola Mirecka viser sine håndmalede, røde og sorte, keramiske vaser sammen med Antikmuseets samling af originale, antikke græske vaser. Relation til den græske keramiktradition er tydelig, men Ola Mirecka skaber sin helt egen billedverden med let genkendelige scener fra vores egen hverdag.

Scener der er fyldt med stik til nære emner som vores overforbrug, afhængighed af mobiltelefoner og store emner som billionærenes kamp om rummet. Figurerne på Ola Mireckas vaser, der langt fra ligner antikkens idealbillede, bliver testet for corona, køber ind, kører bil, ser VM i fodbold og tjekker mobilen – igen og igen. Figurerne fra vaserne kommer også til live i de mange små keramikfigurer med den uundværlige mobiltelefonen som tilbehør, og Antikmuseets skulpturer stirrer ikke længere tomt ud i rummet men studerer nysgerrigt iPhones og iPads.

Med sine overraskende sammenstillinger skaber Ola Mirecka et tydeligt link mellem antikkens kropskultur og narcissisme og den selviscenesættelse og selfiekultur, der hersker i dag. Vaserne er hendes forsøg på at skabe et tidsbillede, der skal give fremtidige generationer en guide til forståelse af den moderne europæers liv og tanker, på samme måde som de antikke græske bemalede vaser har påvirket vores forståelse af det antikke samfund. Udstillingen understreger den stærke forbindelse til fortiden fælles for alle nationaliteter, og rejser vigtige spørgsmål om hvordan, vi vælger at leve vores liv, og hvordan vi vil blive husket af eftertiden.

 

 

 

 

Kommentarer