Danmarks vildeste havn
Biodiversiteten blomstrer bogstavelig talt på Aarhus havn, hvor mere end 5000 kvm. havneareal lige nu står i fuldt flor. Braklæggende rabatter er omdannet til vild blomstereng, og der er etableret kuperet kystmiljø flere steder på havneområdet. Indsatsen er en del af Aarhus Havns bæredygtighedsstrategi, men samtidig har virksomheden et ønske om at arbejde med havnens æstetiske udtryk.
”Med en- og flerårige blomster, der har høj nektarproduktion, har vi skabt bedre forhold for insekterne og dermed for fuglelivet, og samtidig har vi opnået, at havneområdet tager sig pænere ud til glæde for de mange mennesker, der har deres daglige arbejde her, men også for de mere end 3 mio. passagerer, der i løbet af året tager med Molslinjen til og fra Aarhus havn,” siger driftsdirektør Anne Zachariassen.
Den øgede biodiversitet på Aarhus havn bidrager desuden til Aarhus Kommunes bestræbelser på at blive Danmarks vildeste kommune, som er et projekt under Miljøministeriet og en kamp mellem alle landets kommuner, der dyster frem til 2022 om at blive den vildeste kommune i landet.
Men ifølge Anne Zachariassen har projektet endnu et formål, idet Aarhus Havn i nær fremtid skal udvide havnen med helt nye områder. Og der vil man bruge den viden, som man aktuelt opnår om, hvad der kan gro og vokse i et havnemiljø.
”Jeg er overbevist om, at fremtidens havne får et andet udtryk end de havne, vi kender i dag. Hos Aarhus Havn arbejder vi med FNs verdensmål SDG 11, der handler om bæredygtige byer og lokalsamfund. Og vi bestræber os på at indtænke nye tiltag på havnen i det mål,” fortæller Anne Zachariassen.
Kommentarer