Danske tour-byer overrakt Grand Départ-trofæ på Champs-Élysées
De danske tour-byer havde en særlig rolle i afslutningsceremonien for årets Tour de France. Ovenpå løbets afslutning på Champs-Élysées modtog de danske tour-arrangører nemlig det såkaldte Grand Départ-trofæ. Modtagelsen markerer, at Touren næste gang starter i Danmark.
Afslutningen på verdens største cykelløb havde i år et ekstra dansk aftryk. Her modtog bestyrelsesformanden for den danske Grand Départ, overborgmesteren i København Lars Weiss, nemlig Grand Départ-trofæet fra Région Bretagne og løbsdirektør Christian Prudhomme på podiet.
”Næste gang verdens største cykelløb går i gang sker det i Danmark med tre etaper. Det er stort! Når cykelrytterne ræser gennem vores smukke danske byer og landskab, vil store dele af sportsverdenen og ikke mindst de mange millioner af tour-fans kigge med. Det er en oplagt mulighed for at vise vores fantastiske cykelland frem for hele verden og lave en gul folkefest på tværs af hele landet i 2022. Med Jonas Vingegaard, som netop er blevet nummer 2 i årets tour, vil det tage Tour de France-glæden til helt nye højder i Danmark!” siger Lars Weiss, bestyrelsesformand for Grand Départ Copenhagen Denmark (S).
Ved trofæoverrækkelsen deltog en dansk delegation, som foruden Lars Weiss, også talte borgmestre og repræsentanter fra de øvrige mål- og startbyer samt Erhvervsministeriet.
Tour de France-trofæet bliver fra efteråret 2021 cyklet rundt i en særlig gul Tour de France-ladcykel mellem start- og målbyerne for dér at blive udstillet. Første stop bliver i Sønderborg Kommune d. 17. august 2021. Dernæst følger en længere tur rundt i de danske tour-byer.
Om Grand Départ Trofæet
- Trofæet blev indført i forbindelse med den 100. udgave af Tour de France i 2013, hvor Korsika var Grand Départ – og således den første til at have trofæet. Det er et vandretrofæ, som vi modtager fra Région Bretagne (Brest) og kommer til at give videre til Bilbao i Baskerlandet. Grand Depart trofæet har tidligere været udstillet i bl.a. Korsika, Yorkshire, Utrecht, Bruxelles og Fougères i år. Næste gang bliver det i Danmark.
- I Danmark bliver udstillingen lidt anderledes. Det er nemlig første gang i Tour-historien, at en Grand Départ går på tværs af et helt land. Normalt afholdes Grand Départ i en by eller en region. Når Tour de France kommer Danmark sker det med hele tre etaper, hvorfor trofæet skal på rundtur på tværs af Danmark, hvor det vil komme forbi alle fem mål- og startbyer og alle otte parcours-kommuner.
- I løbet af det år vi har trofæet, kommer det til at indgå i en vandreudstilling sammen med bl.a. Tourens fire trøjer, to quizzer og vores TDF-ladcykel. Udstillingen kommer til at stå i de 5 start-/målbyer i nogle uger inden det kommer videre til næste by. Trofæet vil blive cyklet af borgere og VIP’s i den gule ladcykel fra by til by gennem parcourskommunerne, lidt à la den olympiske ild. Vandreudstillingen starter i Sønderborg d. 17. august og ender i København i forbindelse med 100 days to go-lanceringen i marts næste år.
Fakta
- Grand Départ Copenhagen Denmark afvikles 1-3 juli 2022, og indledes med en 13 kilometer enkeltstart i verdens bedste cykelby København. Dernæst følger 2. etape med 199 km. fra Roskilde til Nyborg og 3. etape med 182 km. fra Vejle til Sønderborg.
- Følg løbende nyheder og al information om Tour de France i Danmark på hjemmesiden www.letourcph.dk og på sociale medier: @letourdkpå Facebook, Twitter og Instagram.
- Grand Départ Copenhagen Denmark 2022 I/S står bag organiseringen af Grand Départ i Danmark. Der er samtidig nedsat et projektsekretariat, som står for den daglige drift af interessentskabet. Alex Pedersen er direktør.
- Samarbejdspartnerne omkring Grand Départ Copenhagen Denmark består af de fem danske mål- og startbyer: København, Roskilde, Nyborg, Vejle og Sønderborg samt Erhvervsministeriet, Wonderful Copenhagen, VisitDenmark og Sport Event Denmark. Region Hovedstaden, Region Sjælland, og Region Syddanmark giver tilskud til interessentskabet.
Kommentarer