De her restriktioner gælder fortsat
Tirsdag genåbnede en flig af Danmark, men en række restriktioner mod coronasmitte hviler stadig over landet.
Efter knap fire måneders nedlukning kom turen til at genåbne til liberale serviceerhverv som frisører, massører og kosmetologer.
Også flere elever og studerende kunne vende delvist tilbage i skole.
Elever i 5.-8.-klasse kunne for eksempel komme fysisk i skole på halv tid. Det samme gælder ikke-afgangselever på ungdomsuddannelser – for eksempel 1.g og 2.g. Tidligere måtte de komme én dag om ugen til udendørs undervisning.
Det er dog ikke hele samfundet, der genåbner på én gang.
Læs her, hvornår de forskellige restriktioner, som stadig gælder, efter planen kan ophøre*:
Dette kan åbne fra 13. april
- Indkøbscentre, stormagasiner og arkader med et areal på 15.000 kvadratmeter eller derunder.
Dette kan åbne fra 21. april
- Indkøbscentre, stormagasiner og arkader med et areal over 15.000 kvadratmeter.
- Udendørsservering på restauranter og cafeer med krav om coronapas.
- Museer, kunsthaller og biblioteker med krav om coronapas.
- Indendørs idræt i organiseret regi for børn og unge under 18 år.
Dette kan åbne fra 6. maj
- Servering indendørs på restauranter og cafeer med krav om coronapas.
- Konferencer, spillesteder, teatre, biografer og lignende steder, hvor der afholdes kulturaktiviteter, med krav om coronapas.
- Idræt indendørs for voksne over 18 år med krav om coronapas.
Dette kan åbne fra 21. maj
- Resterende idræts-, fritids- og foreningsaktiviteter med krav om coronapas.
- Indendørsfaciliteter i forlystelsesparker, zoologiske anlæg, legelande og lignende med krav om coronapas.
- Daghøjskoler og aftenskoler.
Forsamlingsforbud
- På nuværende tidspunkt gælder et forsamlingsloft på 50 personer for udendørs idræts- og foreningsaktiviteter i organiseret regi. Desuden er forsamlingsforbuddet på ti personer udendørs.
- Forsamlingsforbuddet gælder ikke i private boliger. Anbefalingen er dog maksimalt fem personer.
- Regeringen vil på baggrund af faglig rådgivning fra Epidemikommissionen medio april fremlægge en plan for udfasning af forsamlingsforbuddet.
- Der er nedsat en ekspertgruppe, som forventes at komme med forslag til, hvordan større forsamlinger og arrangementer kan afholdes. De ventes at præsentere deres anbefalinger i midten af april.
Mundbind
- Der er fortsat krav om mundbind eller visir i blandt andet kollektiv transport, supermarkeder og butikker.
Rejser
- Rejser til hele verden frarådes til og med 20. april. Efter påske vil udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S) drøfte rejserestriktionerne med partierne bag genåbningsaftalen. Der ventes en udmelding inden 15. april.
*Myndighederne følger udviklingen i smitte helt ned på sogneniveau, og derfor kan lokale tiltag og restriktioner iværksættes. Det kan være lokale nedlukninger og udskydelse af genåbning på kommune-, landsdels- eller regionsniveau.
Kilder: Coronasmitte.dk, Statsministeriet, Udenrigsministeriet
Via Ritzau
Kommentarer