Af Louise Brown, Liberal Alliance

Hvis du brækker benet, får du genoptræning. Hvis du lammes i en arm, har du ret til vedvarende træning, også mange år efter skaden. Men hvis du får en hjerneskade… Ja, så afhænger din fremtid i alt for høj grad af dit postnummer.

En af mine mærkesager ved det kommende valg er at forbedre rettighederne for mennesker med hjernesygdomme og at sikre dem adgang til optimal behandling. For i dag halter vi alvorligt bagefter.

Vi accepterer intuitivt, at kroppen kan genoptrænes, at muskler kan styrkes, og bevægelser kan genvindes men også, at det kan kræve lang tids træning. Derfor har vi også indrettet et system, hvor mennesker med erhvervede fysiske skader har klare rettigheder til genoptræning og vedligeholdende træning.
Men når skaden sidder i hjernen, ændrer logikken sig pludselig.

Mennesker med erhvervet hjerneskade, f.eks. efter en ulykke, blodprop eller anden sygdom kan opleve at miste sproget, hukommelsen, koncentrationen eller evnen til at planlægge helt almindelige hverdagsopgaver. Det er alvorlige skader og de mindst lige så indgribende som at miste førligheden i et ben – måske endda værre. Alligevel får mange kun et meget begrænset genoptræningsforløb. Nogle kommuner tilbyder 10-11 timers sprogtræning, andre kommuner 30 timer. Nogle steder tilbydes man et kort rehabiliteringsforløb, mens der ikke findes et sådan andre steder. Det betyder i praksis, at to mennesker med samme skade kan få vidt forskellige træningsforløb alene afhængigt af, hvor i landet de bor. Fælles er det dog, at ingen steder i landet tilbydes man genoptræning og vedvarende rehabiliterende træning i forhold til de kognitive funktioner efter en hjerneskade. Det er ikke værdigt.

Vi ville jo aldrig acceptere, at retten til kræftbehandling eller hofteoperationer afhang af kommunegrænsen. Hvordan kan det så være, at vi accepterer det, når det handler om hjernen? Det giver ingen mening. Ja, man fristes næsten til at kalde det hjernedødt!!!

For faktum er, at hjernen kan genoptrænes. Neuroplasticitet er ikke en teori. Det er dokumenteret viden. For funktioner kan genvindes, sproget kan forbedres og evner som hukommelse og koncentration kan styrkes. Men det kræver, ligesom med meget andet, vedvarende indsats. Træning.

Når et menneske mister sproget, mister vedkommende ikke kun ord. Man risikerer også at miste sin selvstændighed, fordi man pludselig er afhængig af at andre taler/tolker på vegne af én. Det kan gå udover ens identitet, og ofte går det også udover de relationer, man før havde i sit liv. Men det behøver ikke være sådan, for med den rette og vedvarende træning kan meget genvindes. Ser vi hjerneskader som noget, man må leve med – eller som noget, vi aktivt skal hjælpe mennesker tilbage fra? Jeg mener det sidste.

Og når jeg så her taler om hjernesygdomme, så er det vigtigt for mig at pointere, at det også gælder demenssygdomme. Demens er nemlig ikke bare en bivirkning af at blive gammel – noget vi bare må findes os i, fordi det ligesom hører med. Nej, demens er en sygdom. En hjernesygdom, og den skal behandles og håndteres som sådan.

Vi skal investere i tidlig opsporing, bedre behandling og målrettet støtte til både den enkelte og de pårørende. For også her gælder det, at familien betaler en høj pris, når systemet ikke hænger sammen.
Jeg vil arbejde for klare og ensartede rettigheder på tværs af landet, ret til vedvarende og specialiseret genoptræning ved hjerneskade, bedre sammenhæng mellem hospital, kommune og specialtilbud og anerkendelse af demens som den alvorlige sygdom, den er.

Mennesker med hjernesygdomme fortjener samme rettigheder og samme ambitioner på deres vegne, som vi har for alle andre patienter.

Vi accepterer ikke halve løsninger, når det gælder et knæ. Derfor skal vi heller ikke acceptere dem, når det drejer sig om hjernesygdomme.