Samfund

DI: Nu nærmer vi os fuld genåbning

I Danmarks største erhvervsorganisation glæder man sig over udvidede åbningstider, hævet forsamlingsloft og mindre behov for coronapas og mundbind, men efterlyser samtidig fokus på rejseregler.

I nat er regeringen og partierne bag genåbningsplanen blevet enige om yderligere genåbning af det danske samfund. Det indebærer bl.a. mindre brug af mundbind fra mandag, udvidelse af åbningstider for restaurationsbranchen fra på fredag og et hævet forsamlingsloft på 250 personer fra 1. juli. Derudover udfases coronapasset også gradvist.

DI’s adm. direktør Lars Sandahl Sørensen siger:

– Sommersolen skinner på alle måder over Danmark, og vi har i fællesskab fået tøjlet coronaen. Epidemien er aftagende, og de sårbare og ældre er blevet vaccineret med første stik. Derfor er det glædeligt, at partierne tager et væsentligt skridt nærmere den fulde genåbning af Danmark, som længe har været planen, så snart alle over 50 år er tilbudt vaccination, siger Lars Sandahl Sørensen.

– Coronapasset har været et effektivt men midlertidigt værktøj til at åbne mere af Danmark, som ellers ville have været lukket ned. Det er godt, at der nu er mindre behov for at bruge det inde for landets grænser. Fremover skal det digitale coronapas først og fremmest bruges internationalt til at give danskerne og virksomhederne de bedste muligheder for hurtigt og sikkert at kunne krydse grænserne igen, siger Lars Sandahl Sørensen.

– Og så hæfter jeg mig ved, at den pressede restaurationsbranche endelig får mulighed for at holde mere åbent og slipper for arealkrav, og at det mundbind som har været en hæmsko for butikker og vores omgang med hinanden, så godt som fjernes. Det er også et væsentligt skridt mod en normaliseret hverdag for både virksomheder og danskerne i al mindelighed, at forsamlingsloftet hæves yderligere fra 1. juli, siger Lars Sandahl Sørensen.

DI-direktøren slår dog fast, at det stadig haster med at få gjort noget ved rejserestriktionerne, som både rammer trængte erhverv, erhvervsrejsende og turister.

– Virksomhederne inden for turisme, oplevelser og luftfart er fortsat meget hårdt ramt, og ser lige nu ind i sommer nummer to med alt for få kunder. Her skal vi som samfund sikre, at de sunde virksomheder har en chance for at komme igennem krisen. Derfor burde kompensationsordninger forlænges til 1. oktober, og det er afgørende at få gang i rejser igen, siger Lars Sandahl Sørensen.

– Mens eksporten af varer nu synes at fungere igen, så lider eksporten af services hårdt på grund af rejserestriktionerne. Og det samme gør turismen. Vi har et behov for, at raske borgere kan rejse over grænserne til gavn for samhandel og turisme. Derfor er det stadig meget vigtigt at få fjernet unødig isolation og bremser for indrejse, slutter Lars Sandahl Sørensen.

Kommentarer