Dissolved Darkness af Veronika Geiger
18. januar – 6. marts 2022
Fernisering: 18. januar kl. 13-18
Galleri Image inviterer til udstillingen Dissolved Darkness af Veronika Geiger.
I udstillingen Dissolved Darkness undersøger Veronika Geiger menneskets forhold til jorden gennem fotografi og video.
Naturen bliver i dag nærmest set på som noget vi mennesker har overvundet. Men naturen har sit eget liv langt fra menneskets mere flygtige eksistens. Det er denne natur med dette liv, som Veronika Geiger udforsker i Dissolved Darkness. Geiger har i det afsides islandske landskab undersøgt to naturfænomener; en underjordisk frossen lavagrotte på Snæfellsnes og vulkanen Fagradalsfjall i udbrud. Med inspiration fra Geologien og dens undersøgelse af jordens dybe tid har hun skabt fotografiske eksperimenter og videoværker, der, i arbejdet med grotten og vulkanen stiller spørgsmålstegn ved menneskets eksistentielle forbindelse til dem.
I Geigers værker møder vi to geologisk forbundne naturfænomener; vulkanen som oprindelsen til grotten, som vi sjældent kommer i nærheden af. Geigers fotografiske eksperimenter er skabt uden kamera med lavagrotten som mørkekammer, og er fremstillet i en fusion af fotografiske teknikker og geologisk feltarbejde. Samtidigt dykker videoværkerne ned i kontrasterne mellem vulkanens flydende landskabsdannende magma, det nænsomme feltarbejde og den frosne grottes form, lyd og liv. Værkerne bringer os nærmere naturkræfterne, deres tid og vores forhold til den tid. De trækker tråde til den nuværende klimakamp, og spørgsmålet om, hvad menneskets forhold til naturen egentlig er.
Seminar
I forbindelse med udstillingen er der planlagt et seminar d. 29. januar kl. 14, der arbejder med udstillingens temaer i samarbejde med Maja Bar Rasmussen, PhD i Geologi og geokemi, University of Iceland og Jacob Wamberg, professor i kunsthistorie på Aarhus Universitet. Kunstneren selv vil også deltage. Mere information følger.
Om kunstneren
Veronika Geiger er en dansk/schweizisk billedkunstner, der bor og arbejder i Danmark. Hun er uddannet fra Glasgow School of Art og fra Iceland Academy of the Arts. Hun henter sin inspiration fra geologiens feltarbejde, og forsøger i et åbent visuelt sprog, at undersøge geologiens ekstreme tid og liv. Hun har deltaget i flere ekspeditioner med geologer især i Island, men også Sicilien, og trækker i sit arbejde på de erfaringer, hun har fra at opholde sig i landskaber i jordens ubeboede fjerntliggende egne. Hun har udstillet i Danmark, UK, Island, Schweiz, USA, Kina, Mexico, Rusland og Frankrig. Læs mere på kunstnerens hjemmeside: www.veronikageiger.com
Udstillingen og symposiet er støttet af Statens Kunstfond, Kulturudviklingspuljen (Aarhus Kommune), Beckett Fonden, Grosserer L. F. Foghts Fond, Augustinusfonden, DJ:Fotograferne og Louis-Hansen Fonden.
Venligst husk mundbind og coronapas.
Kommentarer