Drenge anholdt efter skud med bomberør
Kort efter at mandagens Superliga-kamp mellem AGF og Brøndby var fløjtet i gang kl. 19.00, blev der affyret bomberør mod stadion. Nogle betjente ved stadionet så, at fyrværkeriet kom fra et sted ved travbanen, og en patrulje kørte straks derhen for at finde gerningsmændene.
I et skur ved travbanen så betjentene fire drenge stå og gemme sig, og da drengene så politiet, løb de ind i et skovområde. En hundepatrulje i nærheden kom til, og der gik ikke længe, inden betjentene fik øje på to af drengene. Den ene blev på stedet, mens den anden forsøgte at stikke af.
Trods gentagne råb om at standse, ignorerede den flygtende dreng politiets ordrer, og derfor blev politihunden sat fri. Der gik kun få sekunder, før den havde indhentet og fanget drengen. De to 15-årige drenge erkendte, at det var dem, der havde affyret bomberør mod stadion. De blev derfor begge sigtet efter fyrværkeriloven, og deres forældre blev kontaktet.
Kommentarer