Debat og politik

EP-debat: Papsugerør er trælse – men plastikforurening er katastrofal

Karin Liltorp, EU-ordfører (Moderaterne), Kandidat til Europa-Parlamentet. Medlem af Folketinget (M), EU ordfører, Beskæftigelsesordfører, Global klima- og miljøordfører, Uddannelses- og forskningsordfører, Civilsamfundsordfører.

Af: Karin Liltorp, EU-ordfører (Moderaterne), Kandidat til Europa-Parlamentet.

Kan I huske, da vi måtte smide alting i samme affaldsspand? Ak ja, sådan var det i gamle dage. Og det VAR bare lettere! Desværre var det kun ”let” for os forbrugere, for naturen og klimaet måtte bøde.

Nu kører historien med papsugerør: De er da lidt irriterende, men måske er det alligevel et meget lille offer fra vores side, hvis det kan være med til at vende udviklingen med den enorme plastikforurening af naturen?

EU-debatten er kommet til at handle meget om de helt små irritationsmomenter som papsugerør og låg på vandflasker, i stedet for om de store linjer – og det kan godt ærgre mig.

Miljøet har nemlig vundet stort på EU’s restriktive krav. Vi skal ændre forbrugsmønstre, hvilket inkluderer et meget mere bæredygtigt forbrug. Og det kommer, på nogle punkter, til at skabe ”irritation”. Det er muligt, at nogle af ændringerne umiddelbart kan forekomme ubetydelige, for ”de andre” sviner jo stadigvæk, men hvis vi ikke kommer i gang nu, kommer vi aldrig i mål med den grønne omstilling.

Når det kommer til engangsemballage er vi desuden ikke det grønne foregangsland, som vi gerne vil bryste os af: I Frankrig er engangsbestik, -tallerkener og -kopper er ikke længere tilladt, når man spiser indenfor hos fastfoodkæder såsom McDonald’s, Burger King, Starbucks og Subway. På emballageområdet har Frankrig således ført an, og vi kan lære af deres erfaringer – og hvis de er positive, giver det jo mening, at resten af EU følger trop.

EU er en utrolig stærk spiller når det kommer til miljøtiltag, og naturen nyder godt af kravene. Så selvom der kan være både frustration og irritation forbundet med nogle af ændringerne, skal vi holde fast i, at vi samlet set alle vinder: Både os, der må bruge lidt ekstra kræfter på at suge milkshaken op gennem papsugerøret, og naturen.

Kommentarer