Debat og politik

Erhvervs- og kultursamarbejde sætter fokus på landsdækkende udfordring om unges mistrivsel

TV-vært og journalist Gertrud Højlund var moderator for EKFA-konferencen 2023: fælleskaber & unges trivsel, som torsdag blev afholdt i Aarhus. Billedserie: Fotograf, Jonas Søgaard.

Danske unges trivsel og fællesskaber har de seneste år været til debat, og især i tiden efter corona peger en række af undersøgelser på stigende udfordringer med mistrivsel blandt børn og unge.

Nye tal viser, at selvom de fleste børn og unge har det godt, oplever næsten halvdelen i alderen 16-25 år en grad af mistrivsel, mens stadigt flere børn og unge føler sig ensomme.

Den problemstilling har Erhvervs- og Kulturforum Aarhus (EKFA) adresseret over debatmøder og nedsatte klyngeudvalg hen over 2023. Torsdag var godt 120 personer fra erhvervsliv, kulturinstitutioner, interesseorganisationer og politik samlet til EKFA-konferencen 2023: fælleskaber & unges trivsel.

Over et tre timer tæt pakket program, styret af den kendte TV-vært og journalist Gertrud Højlund, kom konferencens indlægsholdere vidt omkring den aktuelle problemstilling.

En af dagens indlægsholdere var Andreas Rasch Christensen, forskningschef, VIA University College og medlem af regeringens nyligt nedsatte trivselskommission, som fortalte om komissionens formål og foreløbige arbejde.

– Ud over selve diskussionen er vores store udfordring faktisk, at trivselsbegrebet er meget bredt. Der findes ikke en fælles forståelse af, hvad det vil sige at børn og unge trives eller mistrives. Og med fare for en manglende enighed om begrebsforståelsen, kan det føre til en unuanceret debat, som de unge kke fortjener, fortalte Andreas Rasch Christensen.

– Derfor bliver det nødvendigt at arbejde med flere former for trivsel, eller det modsatte, på et helt konkret plan.

Og netop begrebsforståelsen blev under konferencen sendt tilbage til konferencens deltagere, som tog emnet op ved rundbodssamtaler i salen. Her blev der livligt udvekslet erfaringer, meninger og forslag til løsninger.

Et af EKFA’s initiativer blev også præsenteret på konferencen, nemlig fire nedsatte klynger, som hver især skulle komme med forslag til aktiviteter, der kunne hjælpe de unge ud af mistrivsel og ind i flere fællesskaber.

Et af de markante forslag fra en af klyngerne var et forslag om afholdelse af et “Ungdommens Folkemøde”, der blandt andet skulle omfatte workshops, samtaler, musik, mm.

Klyngerne arbejder videre, og alle forslag og input vil senere blive sam-koordineret i EKFA.

Fakta:
Erhvervs- og Kulturforum Aarhus (EKFA) er en fælles platform mellem erhvervslivet, herunder Erhverv Aarhus, kulturen og Aarhus Kommune. Formålet er at fremme forretningsbaserede partnerskaber og styrke samarbejdet mellem kulturen, erhvervslivet og det offentlige.

Kommentarer